- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Mistet kontrakt koster 25 jobs i rejsebureau

Ved årets næststørste fyringsrunde i et dansk erhvervsrejsebureau, opsiger BCD Travel over 20 af sine 160 medarbejdere - som følge af tabet sin største kunde.

A.P. Møller – Mærsks skifte til september i år af erhvervsrejsebureau fra BCD Travel til American Express, kommer som ventet til at koste arbejdspladser hos BCD. BCD mistede kontrakten med A.P. Møller, som nu lander hos American Express Business Travel.



BCD Travel har netop opsagt ”over 20 og under 25” af sine 160 ansatte i Danmark, bekræfter BCD’s nordiske direktør, Thomas Lundberg, til Take Off.



Som led i BCD’s fyring af op mod 25 rejserådgivere, fik de opsagte brev fra American Express med invitation til informationsmøde om job i Amex. Amex skal bruge 40-50 medarbejdere til den nye storkunde.



”Og det er ikke fordi vi er mindre effektive, men vi samler al håndtering af A.P. Møller – Mærsk i Danmark,” siger Amex’ salgsdirektør, Per Markussen, til Take Off.



”BCD har kun interesse i at sørge så godt som muligt for de dygtige og loyale kolleger, der er opsagt. Vi kontaktede Amex for at hjælpe de berørte. Der er intet tudefjæs hos os – men den nye arbejdsgivers gevinst, er vores tab. Og vi håber at få dem alle tilbage, når tiderne bliver bedre,” siger Thomas Lundberg.



A.P. Møller – Mærsk rejser på verdensplan for ca. to milliarder kr. om året; heraf købes de ca. 400 mio. kr. hos danske leverandører, f.eks. flyselskaber. Dermed er A.P. Møller største danske rejsekontrakt i Danmark, ca. på højde med det offentliges køb af rejseydelser.



Netop kontrakten med det offentlige skiftede tidligere i år fra VIA Travel til Carlson Wagonlit Travel. Tabet af det offentlige kostede 40 arbejdspladser hos VIA.



BCD havde ikke alle A.P. Møllers rejseaktiviteter. Den såkaldte marinedel er hos specialrejsebureauet Instone.



A.P. Møller oplyste i sidste uge til Take Off, at aftalen med American Express omfatter alle koncernens globale rejsebureau-aktiviteter, undtagen marine-området i Singapore og USA, det overtager Griffin Marine Travel.



Instone sagde tirsdag til Take Off, at der endnu ikke er skriftlig information fra A.P. Møller om, at man har mistet rederiet som kunde. ”Men selv om det sker, får det næppe konsekvenser for de 20 ansatte i Danmark,” lød meldingen.





HB


Skrevet af