Udskældt ungdomsrejsebureau blev i september hældt ud af Rejsegarantifonden – men den detalje afholdt ikke bureauet for at skrive på sin hjemmeside, at man er medlem af fonden…
Men da Take Off skrev om dette, blev "medlemskababet" fjernet.
Den 9. september i år blev ungdomsrejsebureauet Uptours slettet af Rejsegarantifonden.
Fonden må ikke give oplysninger om enkelte bureauer, men årsagen kan være, at Uptours med adresse på Frederiksberg ikke efterlever kendelser fra Pakkerejse-Ankenævnet.
Gør man ikke det, ryger man på Pakkerejse-Ankenævnets hjemmeside med de sure Smileys. Her har Uptours gennem nogen tid haft selskab af tre andre ”velrenommerede” bureauer, Anatolien Rejser, Hasle Rejser v/Alaa Alansari og Sveriges Rejsebureau v/ Bent Ottosen.
Rejsebureauer som er slettet af Rejsegarantifonden må ikke selv arrangere rejser, men må gerne købe gennem andre bureauer, som er registreret i fonden.
Rejsegarantifonden kan politianmelde rejsebureauer, som er slettet af fonden, hvis de alligevel udbyder og sælger pakkerejser.
Uptours hjemmeside oplyser, at Uptours blev startet i september 2002 af indehaverne Frank Jensen og Jeppe Risum og at bureauet i fjor havde 4.000 gæster.
Take Off har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Uptours. Men efter Take Off skrev om Uptours urigtige oplysninger blev bureauets hjemmeside ændret.
Billedet er i øvrigt fra Uptours’ hjemmeside.
HB