Selskabet satser på erhvervs- og foreningslivet, når det gælder salget af CO2-neutrale rejser.
Det bliver danske virksomheder og organisationer, der skal sætte gang i salget af CO2-neutrale flyrejser med SAS efter en skuffende start siden lanceringen i marts i år. ”Jeg tror, der er større interesse for de CO2-neutrale rejser blandt virksomhederne, for de har ofte selv en intern politik om at begrænse miljøbelastningen. Vi får tilkendegivelser fra mange virksomheder, og jeg går ud fra, at en del af dem vil benytte muligheden for at rejse CO2-neutralt,” siger koncernens danske miljøchef, Martin Porsgaard.
Vælger man en miljørejse med SAS, køber man på internettet et CO2-tillæg, der svarer til den udledning, flyrejsen medfører. Tillægget går til projekter gennem The Carbon Neutral Company, der reducerer udledningen af CO2, f.eks. vindmøller i den tredje verden.
SAS har solgt ca. 22.000 CO2-neutrale rejser, men mindst 80 pct. er SAS-medarbejdernes egne rejser, og det er samlet set langt mindre end ventet, siger miljøchefen, der henviser til, at undersøgelser forud for lanceringen viste, at tre ud af fire danskere var klar til at købe de miljøvenlige rejser. ”Det kan skyldes, at det ikke er let nok at købe CO2-neutralt, og at vi ikke har markedsført muligheden godt nok,” siger han.
Ifølge marketingafdelingen drøfter SAS pt. muligheden med flere virksomheder, og Den Danske Olympiske Komité har netop besluttet at købe CO2-neutrale rejser til OL i Beijing næste år.
”Vi gør det ud fra en overvejelse om, at vi som idrætsudøvere er afhængige af at dyrke idræt i sund luft. Og netop Beijing har nogle store udfordringer på den front,” siger direktør og generalsekretær i Danmarks Idræts Forbund, Karl Chr. Koch.
(Berlingske Tidende, d. 10. august, 2007)