Efterhånden tror folk, det er næste gratis at flyve. Derfor skal vi alle lide, som nu med Sterlings seneste udspil i miljøets hellige navn.
Af Ejvind Olesen
NU ER TIDEN inde til at sige stop. I og med, at der sælges flybilletter til et par hundrede kroner til for eksempel London og Berlin fra København. På den måde får flyselskaberne ikke penge nok i kassen. Det gælder først og fremmest lavprisselskaberne, men de store ruteselskaber har en rem af huden.
Derfor skal vi alle lide – og nu skal miljøet sættes i front, som undskyldning for finurlige tiltag. Med venlig hilsen til Sterlings nye udspil i denne uge om mindre bagage for hver passager. Inden længe skal vi vel til at betale for overhovedet at få lov til at få bagage med.
En returbillet til London bør koste mindst 1.500 kr., og så er det endda billigt. Hele lavprisbølgen er gået over gevind.
Det startede med Easyjet (Go) og nok så meget Ryanair, som får folk til at tro, at det aldrig har været billigere at flyve fra en by i Europa til en anden. Til trods for, at det stik modsatte er tilfældet for flyselskabet. Skatter, afgifter og brændstof er dyrere end nogensinde.
DET HÆNGER simpelthen ikke sammen. Hvis vi ikke vil forstå det, skal vi dæleme få lov til at føle det.
Vi skal vide, at vi synder og er med til at øge CO 2 udslippet. Vi skal vide, at vi slæber for meget bagage med. Vi skal opleve, at vi ikke tager skade af, at undvære flyvefisk og kaffe, når vi er i luften.
Vil vi ikke det, kan vi bare betale. Hvis vi have mere end 15 kilo med til 14 dages ferie, kan vi bare betale 50 kr. eller mere pr. ekstra kilo. Det er bare frådseri, hvis vi vil have andet end en t-shirt og badebukser med til 14 dages ferie på Mallorca. Oven i køber skader vi miljøet. Kunne vi rejse bare i badebukser, ville CO 2 udslippet være betydeligt lavere, men det tillader Sterling næppe.
LAD OS FÅ en pris frem, som er realistisk og dækkende for, hvad enhver god flyrejse, som gerne skulle være en oplevelse, bør byde på. Indregn bare boden for CO 2 udslip i prisen. Og lad os så få fred for flere mærkelige forringelser af et ellers godt produkt.
Hvad mener du? Stem i quick poll.