- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ulovlige køb af frisk fisk ved kajkanten

For mange turister er det en hyggelig tradition at købe frisk fisk eller hummere ved kajkanten i de danske havne, men i nogle tilfælde medvirker turisterne dermed til ulovligheder

Fiskeridirektoratet har den seneste uge gennemført en civil kontrolaktion på Anholt. Aktionen var koncentreret om det salg af fisk, som sker til turisterne. De tre dage da kontrollørerne var på Anholt, blev der konstateret ulovligt salg af jomfruhummere under det tilladte mindstemål.

Jomfruhummerne under mindstemål skal genudsættes, så de kan vokse sig store, meddeler Fiskeridirektoratet. De små hummere skal ikke frasorteres og sælges til turister og andre, som måske køber dem uden at vide, at de er fisket ulovligt.

Under aktionen blev tre fiskefartøjer holdt under observation. De havde alle et skjult parti jomfruhummere under det fastsatte mindstemål på 13 cm, som enten skulle sælges eller som var blevet solgt til turisterne.

Ved kontrolaktionen konfiskerede fiskerikontrollørerne i alt 22,2 kg jomfruhummere, som var under mindstemålet. En enkelt jomfruhummer vejer omkring 30-40 gram, hvilket betyder, at der er tale om over 600 jomfruhummere. Sagerne skal nu gøres færdige, og så bliver de sendt til politiet. Bøden for køb eller salg af jomfruhummere under mindstemålet er normalt på kr. 5.000,-.

Skrevet af