- STANDBY.DK - https://standby.dk -

75 år med luft under vingerne

Air France-KLM har i dag 104.000 medarbejdere, servicerer årligt 78 mio. passagerer til 248 destinationer i verden.

Det foregår med en flåde på 600 fly og giver en omsætning på 178 milliarder kroner årligt. Giganten fylder nu 75 år, og minder omen række højdepunkter i selskabets historie. 

 

Mange husker nok Air France for Concorden, som fra 1976 til 2000 transporterede godtfolk fra Paris til New York på tre og en halv time uden at spilde champagnen. Det slanke fly havde både et højt niveau af luksus og den højeste topfart set til dato i i kommerciel luftfart. Den kunne flyve Mach 2,02 – over 2000 km/t, og var det første og eneste supersoniske fly til mange passagerer.

 

Enden på den supersoniske æra blev den 24. oktober 2003, da Concorden blev taget ud af drift.

 

Den luftbårne succes startede i 1933 med en rute til Indokina. Turen startede i fly fra Marseille til Beirut, herefter i bil fra Beirut til Damaskus og fly derfra til Saigon. Turen tog dengang otte dage.

 

1. juni 1938 åbnede Air France sin første rute fra Paris – Le Bourget – til København og Stockholm. Flytypen var en Bloch 220 med kapacitet til 16 passagerer og en hastighed på 300 km i timen. Ruten blev suspenderet under anden verdenskrig, men blev genåbnet i 1948.

 

I 1948 blev Air France statsejet og samme år blev en ny lufthavn – Orly – opført 14 km syd for Paris. Air France flyttede sine aktiviteter til Orly i 1952.

 

I januar 1960 fik Air France sin første jet – en Boeing 707 med plads til 150 og en topfart på 900 km/t. Det var flyet, der skulle revolutionere rejsebranchen. Den blev i 1970 efterfulgt af jumboen, Boeing 747med plads til 400.

 

I 1974 åbnede Charles de Gaulle lufthavnen 24 kilometer nordøst for Paris. Den blev hurtigt førende i Frankrig og byggeriet tog otte år. Siden 1950 er antallet af passagerer, der rejser via Paris, fordoblet hvert femte år.

 

I 1983, kunne Air France fejre 50 års fødselsdag med 34.600 medarbejdere, 99 fly og 150 destinationer i 73 lande.  I starten af halvfemserne ramte den økonomiske krise og førte til en serie fusioner. Air France og konkurrenten UTA og Air Inter fusionerede i 1992 til Air France Gruppen. Selskabet red krisen af, og i 1997 var der igen sorte tal på bundlinjen.

 

I 2004 blev samarbejdet mellem Air France og KLM officielt, og de to selskaber fusionerede. I dag er fordelen af samarbejdet indlysende, da Air France og KLM med centrum i henholdsvis Charles de Gaulle og Schiphol dækker hver sit område og derved skaber en stærk konkurrencemæssig synergi.

 

I 2008 har Air France åbnet sin femte daglige afgang mellem København og Paris. Selskabet har optimistiske forventninger til 2008. 22. november fik selskabet sin nye Airbus A380, der med sine imponerende dimensioner er klar til at skrive luftfarthistorie.

 

Skrevet af Flemming Juul