Næsten halvdelen af American Airlines passagerer er kvinder – verdens største flyselskab har netop åbnet hjemmeside henvendt til dette publikum. Det skal øge omsætningen.
American Airlines forventer at øge indtjeningen med ca. 100 mio. dollars om året med sit nye tiltag.
Formålet med hjemmesiden – AA.com/women – er bl.a. også at forhøje antallet af kvinder som booker flyvninger med American med 2 % om året.
Udover hjemmesiden ændrer American på sine fly, lounger osv. for at tiltrække flere kvinder som passagerer.
Hjemmesiden byder bl.a. på artikler henvendt til kvinder på rejse, der er sikkerhedstips og meget mere.
De mange ændringer hos American er kommet efter flyselskabet har interviewet kvindelige rejsende og bedt om deres ønsker til, hvordan rejsen kan forbedres. Ligeledes har American samlet kvinder i rådgivningsgrupper for at kunne forbedre sin service.
American har i forvejen to andre specielle hjemmesider – en rettet mod bøsser og lesbiske på rejse samt en til det store spansktalende publikum i USA, skriver Reuters.
American Airlines betjener med 4.000 daglige flyvninger 250 byer i over 40 lande verden over.
Knap halvdelen af Americans 100 mio. årlige passagerer er kvinder – og tallet er stigende.
Take Off fotoarkiv har desværre ikke noget billede med kvindelige passagerer hos American Airlines – billedet som illustrerer denne artikel er hentet hos Americans Oneworld-partner, Finnair.