- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Unødvendigt surt opstød i mandagskommentar

Stribevis af gamle argumenter om luftfartens fremtid og forherligelse af lavprisselskaber på bekostning af SAS.

Af Ejvind Olesen

Mandag morgen kan være slem at komme igennem. Ikke mindst med sonderinger over luftfartens fremtid, som utroligt mange analytikere og børskommentatorer har en mening om. Ofte de forkerte, og ofte med en forherligelse af lavprisselskaber med irske Ryanair i spidsen, samt en nedkuling af vort skandinaviske nationale selskab, SAS. Og mange andre med dem. Finnair og Icelandair for eksempel.



I dag får SAS så igen grovfilen af to eksterne kommentatorer. Værst i dagbladet Børsen, hvor Robert Spliid i sin investor-kommentar hakker SAS ned under gulvbrædderne. Han er til daglig chef for Deutsche Industribank i Luxembourg og ser Ryanair som en lysende stjerne. Og mener så i øvrigt, at kun der er plads til tre ruteselskaber i Europa, nemlig, naturligvis, Lufthansa samt British Airways og Air France.



Det er et gammelkendt synspunkt og ikke mindre vrøvl, end da det blev fremhævet første gang i midten af halvfemserne. Naturligvis opgiver de tre skandinaviske lande efter 60 år ikke deres fælles flyselskab, fordi de nu igen skal finde en ny topchef. Efter at have barberet 14 mia. kr. af det årlige udgiftsbudget.



SAS styres af stive fagforeninger. SAS har udviklingen imod sig. Service indstillingen ligger milevidt fra discountselskaberne. Det skandinaviske hjemmemarked er ikke stort nok. Det er forståeligt, at Jørgen Lindegaard siger stop. SAS er på en nærmest mulig (mon ikke det skulle have været umulig, red.?) opgave, fastslår Robert Spliid.



I Berlingske Business er det en ung stud mag, Nikolaj Sadolin, som spørger om det overhovedet er brug for SAS. De fløj højt og faldt dybt. Det kan meget vel være luftfartsselskabets sidste runde år, mener skribenten.



Den mest sunde aktivitet synes at være hotelkæden Rezidor, mener han. Med al ære og respekt for hotelkæden, har SAS ved flere lejligheder været ved at sælge fra, fordi det ikke er en kerneaktivitet. Men, udviklingen har nu betydet, at man går efter en børsintroduktion, når indtægter og forholdene er stabile nok til en sådan.



Unge Sadolin kan godt begynde at forberede sig til 70-års jubilæet om 10 år. Han skal nok få lov til at opleve det !

Skrevet af