- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Defekt højdemåler kan være årsag til flystyrt

Turkish Airlines’ styrt ved Amsterdams skyldes muligvis defekt højdemåler. Piloterne var blandt de ni omkomne.

Selv om den hollandske havarikommission ikke er færdig med sin undersøgelse, kan piloter fra Turkish Airlines have haft medansvar for ulykken. De undlod i dagene før flyulykken at registrere den fejlende højdemåler på den Boeing 737, som forrige onsdag styrtede ved lufthavnen.



Det fortæller den hollandske generalsekretær for AEI, den europæiske organisation for flymekanikere, Fred Bruggemann, til fagbladet Ingeniøren:



”Havarikommissionen har talt med piloter fra Turkish Airlines, som fløj med flyet i dagene før ulykken. De indrømmer, at de ikke har rapporteret den fejlende højdemåler,” siger han og tilføjer, at AEI har kontaktet flymekanikere i Tyrkiet, som har bekræftet, at flyets logbog intet viser om den fejlende højdemåler.



Den hollandske havarikommissions indledende undersøgelse viser, at højdemåleren sendte et forkert signal til autopiloten. Det forkerte signal, mens flyet var i 700 meters højde, sagde, at flyet var 1,3 meter over jorden. Det fik autopiloten til at reducere motorkraften til tomgang, selv om flyet var for højt oppe til at lande, skriver bladet. I de følgende sekunder, tabte flyet farten, til den nåede stall-hastighed, hvorpå det faldt ned. Piloterne nåede at opdage, at situationen var kritisk, og gav fuld gas – men for sent. Begge piloter omkom.



Ifølge havarirapportens foreløbige rapport burde flyet have fløjet det sidste stykke med 260 km/t. Men pga. autopilotens handling faldt farten til 175 km/t – den hastighed, flyet havde, da det ramte jorden.



Havarikommissionen kom på sporet af årsagen ved at analysere flyets ”sorte bokse” – som i virkeligheden er orange – og som rummer data og lydoptagelser fra cockpittet. På de otte sidste flyvninger fejlede den venstre radiohøjdemåler tre gange på samme måde, inklusiv den sidste gang, hvor flyet faldt ned.



”Piloterne på disse ture bemærkede, at højdemåleren var i stykker, men undlod at gøre noget ved det. Det er forfærdeligt at sige det – men vi advarede om ”late logging” inden dette uheld. Ni omkom pga. en fejl, som kunne have været undgået,” siger Fred Bruggemann.

Skrevet af