- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ole Garde rejsebureau afviser tvangsopløsning

En revisorfejl angives som årsag til at et nyt dansk rejsebureau blev sendt til tvangsopløsning. ”Men i går fik vi sendt vort regnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,” siger direktøren for rejsebureauet.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har sendt moderselskabet for rejsebureauet Airtiki – Soft Suitcase – til Skifteretten i Roskilde for en tvangsopløsning. Det sker efter at Airtiki ikke har indleveret sit regnskab til styrelsen. Regnskabet skulle senest være afleveret i november.



”Men vi er ikke ved at lukke; vi har ventet på en revisorerklæring om værdien af noget it-udstyr, som skulle med i regnskabet. Erklæringen er netop kommet og jeg har i dag sendt regnskabet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,” sagde meddirektør Ole Garde onsdag til Take Off.



Ole Garde var med til at grundlægge Airtiki i 2007. Han oplyser, at Airtiki i fjor omsatte for ”6-8 mio. kr.” og at egenkapitalen er hævet til 3,5 mio. kr. Airtiki sælger ifølge Ole Garde kun flybilletter via internettet.



Ole Garde har været over 25 år i den danske rejsebranche. Han var medejer af Janus Travel (det nuværende Hannibal & Marco Polo) og stiftede senere Gate Eleven og Flybillet.dk



Airtiki er også involveret i Dane Travel, der åbnede sidste forår som grossistled til udstedelse af IATA-billetter. Bag det tiltag står også Brandstrup Travel, Comet Rejser.





HB


Skrevet af