Der var engang et lille land med en meget stor digter, som blev født for mange, mange år siden. Og så besluttede en gruppe af landets største sønner, at de ville fejre ham med en kæmpefest, som skulle sendes på moderne TV- skærme til hele den store verden
Af Ejvind Olesen
DEN STORE digter var død for mange år siden. Helt præcis blev han født for 200 år siden, men de var blevet ved med at huske ham i det lille land for hans eventyrlige eventyr. De brugte ham også, når de skulle fortælle om det lille land over for alle de store. “Jeg kommer jo fra det land, hvor digteren er født,”. Så ville de alle sammen gerne høre om landet, og måske også holde ferie der.
Den runde dag skulle fejres. Det blev den med en kæmpeshow, som landets dronning i hvert fald ikke kunne lide. TV-stationerne rundt om i verden syntes heller ikke det var spændende, og de mange mennesker i den store flotte park, kunne enten ikke se, eller ikke høre.
Men, da de kom hjem til deres børn, som havde set det på TV, sagde de, “at det skulle de ikke være kede af ,” for èn fra Ensomme Gammels Værn havde været den store sangstjerne. Hun havde også engang haft pæne ben. Nu var der kun gode ben tilbage.
Staten gav en masse penge af skattekroner til formålet. Landets store flyselskab spyttede godt i bøssen med et sponsorat, som de faktisk slet ikke havde råd til. En af landets største banker gjorde det også, fordi de have en fond med rigtig mange penge. Formanden for den fond kommer nok til at nøjes med peberrodssuppe i fremtiden.
Han var ellers så rar, men det kunne let komme til at koste ham stillingen, at han var med til at tage så grueligt fejl, mens borgmesteren i store digters fødeby fik det største kålhoved, de kunne finde. Han havde nemlig givet den aldrende stjerne syv millioner kroner, for at synge – eller mime- til noget hun havde lavet for mange år siden
BORGMESTEREN blev meget vred, fordi de sagde, at han som formand og en ansat generalsekretær havde ødslet med de mange millioner. “Det var da et dejligt show,” sagde han og kiggede sig omkring. “Ja, et dejligt show,” sagde de alle sammen.
Også dem, der slet ikke havde set noget. For det var fint at være med, og de var jo inviteret. “Et dejligt show,” sagde TV-selskabet. “Hele verden jubler.” De glemte helt at fortælle, at ikke engang nabolandet med de mange fjelde, Norge, gad sende det.
“Mine medarbejder og ikke mindst de ansatte i PR-firmaet har gjort et fantastisk arbejde,” sagde borgmesteren. “Ja, et fantastisk arbejde,” jublede de 20 ansatte, for de fik det godt betalt.
“Vi har fundet ambassadører over hele verden. Vi er selv rejst ud for at finde dem. Er det ikke mageløst ?” “Jo, mageløst, “sagde en kendt fodboldspiller fra Brasilien. Han vidste ganske vist ikke, hvad det betød, og han vidste faktisk heller ikke, hvem den store digter var. Men score det kunne han, ligesom dengang.
DE HAVDE været sammen i det fine, kongelige teater til en mageløs forestilling, bearbejdet af en svensker, som havde skrevet den store danske digters eventyr lidt sammen. De havde ganske vist sovet det meste af tiden, eller var gået i pausen, men mageløst var det nu alligevel.
Og så brast boblen! Pludselig begyndte aviserne at skrive, at de ikke havde penge og ikke havde noget på. Alles ist væk. Kassen var tom.
“Måske skulle jeg hellere rejse væk en tid,” sukkede borgmesteren. “At rejse er jo at leve,” tilføjede han, for lige som at bevise, at han i hvert fald havde læst noget af digterens værker.