- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Fredagsklummen – SAS på svær opgave med ny strategi

Det forekommer, som om man vil både bremse og speede op på samme tid, og så ender det med kænguruhop.

Af Ejvind Olesen



I midten af juni fremlægger Jørgen Lindegaard, som en af sine sidste opgaver i SAS, en ny strategiplan for selskabets bestyrelse, beregnet på at blive sat i værk til efteråret. Allerede ved kvartalsmødet i Stockholm løftede han lidt at sløret, uden at vi blev så forfærdelig meget klogere.



Meningen er at forbedre forholdene for business- og firmakunder. Det er set før, og det er til at forstå. Men de skal forbedres uden, at det på nogen måder fører tilbage til tiden med en rigtig business class.



Folk med de dyreste billetter skal have den bedste service. Gode firmakunder, som vælger af sidde på turistklasse, skal også have en bedre service end de “flakker”, som bare har siddet på loftskammeret og fundet billigste billet på nettet.



Altså, dyreste billetter skal have mere og de billigste mindre service. Alt sammen i samme kabine. Og business kunderne skal ikke have det afgørende bedre, og turisterne skal ikke have det afgørende værre. Blot skal de mærke, der er en forskel. Trods alt.



NU KAN DET JO meget vel være, at jeg ikke har forstået, hvad det egentlig er der skal ske. Først midt i næste måned får vi svaret. Men SAS tjener for lidt på sine billigbilletter, eller også er der for mange af dem.



Det er jo til at forstå, men så nytter det ikke at slå på, at man er Skandinaviens største lavprisselskab. Den ære kan man roligt overlade til andre, hvis det ikke går ud på at skabe en rentabel driftsmodel.



I forrige weekend var jeg med Icelandair til Reykjavik. Ud i en tæske fyldt fly på turistklasse, flere passagerer på venteliste kom ikke med. Hjem på businessclass med god plads. Man behøver ikke at være gjort af noget særligt for at mærke forskellen. Icelandairs businessclass med brede stole og fremragende service på en relativ kort flyvetyr på under tre timer. Her mærkede man i hvert fald forskellen – uden at skulle lede efter den.



TIL GENGÆLD har SAS med en vis succes indført en flexklasse, men den sælger vistnok ikke helt så godt som ventet. Flere firmaer lader sig lokke længere bagud, fordi det er billigere. Nu skal det synliggøres, hvad de får for pengene.



Der er nogle helt fundamentale ting, erhvervslivets rejsende efterspørger. Det tog lang tid at få det indført, men den med sidst ind og først ud af flyene, fungerer nogenlunde. Friske aviser er en god ting, og kabinepersonalet bør også have tid til at fordele dem til de rigtige passagerer. Ligger de frit tilgængeligt, er det selvfølgelig dem, der går først ind i flyene, der snupper dem. Og det er de billige turister.



Og så en lille, men såre betydningsfuld detalje. Håndbagagen. Stamkunder hverken vil – eller har tid til – at sende en rullemarie en tur på transportbåndet, så snart den vejer over fem kilo (lavprisselskaber), eller otte kilo hos ruteselskaber.



Min vejede over vægtgrænsen forleden på en tur med Norwegian til og fra Oslo. Den måtte en tur på båndet. Det samme skete for to andre i gruppen af rejsebureaufolk. Deres kom ikke frem, og de måtte ud at købe ind i Oslo, Jeg forstår godt, at folk med lidt rejserfaring klamrer sig til deres håndbagage.



Fleksibilitet er vigtig. Et bureau eller en stor firmakunde har brug for så nogenlunde at vide, hvad prisen er, selv om de kun kommer dagen før afrejsen. Loyalitetsprogrammer kan udbygges. Glem dem, der siger, at Eurobonus ikke mere spiller nogen rolle.



Tror du på, at SAS kan finde den rigtige model. Stem i quick poll.

Skrevet af