- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Annapolis har meget at tilbyde turister

Byen nær Washington DC har potentiale som turistby.

Den amerikanske havneby Annapolis var forleden i mediernes søgelys, mens der blev holdt en fredskonference for Mellemøsten.
Annapolis er hovedstaden i den amerikanske delstat Maryland og med en beliggenhed kun en times bilkørsel fra Washington DC, er byen bestemt et besøg værd for turister, mener Atlantic Link, der repræsenterer Annapolis i Skandinavien.

Byen med under 40.000 indbyggere har masser af charme i bl.a. sine gamle huse fra kolonitiden, men først og fremmest er den berømt som hjemsted for det imponerende flådeakademi, US Naval Academy, hvor USA uddanner sine unge officerer til flåden og marinekorpset.
Her vil man på hverdage kunne opleve en stor parade, hvor mange af de over 4.000 uniformsklædte officersaspiranter marcherer ind til spisning – til tider ledsaget af musik fra et militærorkester.

Udover flådeakademiet, som ligger i gå-afstand fra byens fine gamle centrum med delstatens kongres, er havnen i Annapolis også et besøg værd. Annapolis kalder sig ”USA’s sejlerhovedstad”, for der er masser af både og skibe – og mange muligheder for turister, som vil se området fra søsiden. Havnen er navnlig fyldt godt op i oktober, hvor Annapolis hvert år er vært for store båd-udstillinger.

Rent kulinarisk byder restauranterne på masser af seafood, og byen er berømt for sine dampede krabber – eller de lidt mindre eventyrlige krabbekager.
Annapolis ligger ud til USA’s største bugt, Chesapeake Bay, som arealmæssigt er tre gange større end Danmark. En rundtur om bugten kan gøres på et par dage.

Skrevet af