- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hvem skal vinde Danish Travel Awards Miljøpris 2009 på torsdag?

I forbindelse med Danish Travel Awards 2009 er det besluttet at uddele en særlig Miljøpris 2009 til en virksomhed i rejsebranchen, som har gjort sig særligt bemærket på miljøområdet.

Gennem de seneste måneder har mere end 80 virksomheder i branchen indsendt materiale og dokumentation for deres indsats, som er blevet nærlæst og studeret grundigt.



Der er nu fire kandidater tilbage. Og du kan være med til at bestemme, hvem der skal have Danish Travel Awards Miljøpris 2009.



Læs nedenfor et resume af, hvad hver af de fire finalister har bidraget med på miljøområdet, og stem derefter i denne uges quick poll.





Kandidat nr. 1. Crowne Plaza Copenhagen Towers



Det nye hotel åbner først mandag den 16. november. Og at der bliver tale om vel nok Danmarks ”grønneste” hotel til dato skal naturligvis ses i lyset af, at bygherren allerede i planlægningsfasen har kunnet tage højde for kommende miljøkrav. Og det har man til gengæld også fulgt, i hovedtræk har det resulteret i følgende:



Hotellets klimasystem, som bl.a. bruger grundvand til afkøling i sommermånederne, og lagrer det opvarmede vand til opvarmning i vinterperioden, betyder en reduktion i energiforbruget til opvarmning og nedkøling med næsten 90 %.



Hotellet har også et af Nordeuropas største bygningsintegrerede-solcelleparker. Alle solvendte facader på Crowne Plaza er dækket med ultratynde, højteknologiske solceller, der årligt genererer omkring 170.000 kWH – eller hvad der svarer til 55 danske husstandes årlige elforbrug.



Crowne Plaza er certificeret efter den internationale Green Key-standard. Det betyder at en lang række dagligt forekommende aktiviteter som rengøring, affaldshåndtering, indeklima og håndtering af fødevarer lever op til den internationale miljømærkningsordning.





Kandidat nr. 2 – Thomas Cook Airlines Scandinavia



Kan et flyselskab overhovedet vinde en pris, der har noget som helst med miljø at gøre? Måske.

Thomas Cook Airlines Scandinavia var blandt de første på verdensplan, der indførte en miljøpolitik. Thomas Cook Airlines Scandinavia’s resultater på miljøområdet er, i hovedtræk, disse:



Brændstofforbruget er siden år 2000 nedbragt med 22 % pr. passagerkilometer



Flyselskabet var banebrydende indenfor såkaldt kildesortering – altså sortering af affald ombord på flyene. Arbejdet startede helt tilbage i 1997, og man er stadig førende på dette område. Mængden af affald fra flyene er i perioden reduceret med 75 %.



Samtlige tjenesterejser miljøkompenseres. De derved indbetalte beløb går bl.a. til indkøb af solpaneler, der f.eks. opvarmer rejsekoncernens swimming pools mv. Ligeledes opvarmes store dele af selskabets hovedsæde i Dragør ved hjælp af solpaneler.



Flyselskabet har en særlig Miljøchef, og samtlige medarbejdere har gennemført en miljø-uddannelse.





Kandidat nr. 3 – SIXT Biludlejning i Danmark A/S



Som det nyeste biludlejningsselskab i den danske rejsebranche har SIXT fra starten kunnet investere i en ambitiøs miljøpolitik, og det har man gjort ved bl.a. følgende initiativer:



SIXT var det første biludlejningsselskab i Danmark, som introducerede el-biler til udlejning.



Selskabets flåde af biler vil i 2010 køre i gennemsnit 17,5 km. pr. liter brændstof. Det er rekord blandt danske biludlejningsselskaber.



SIXT-biler udleder i år 155 g CO2 pr. kilometer, og selskabet venter at kunne leve op til den kommende EU-norm om et maksimalt udslip på 120 g CO2 fra 2012.



Kandidat nr. 4. Scandic Hotels



Scandic hotellerne hører til de virksomheder i rejsebranchen, som var først på banen med miljøfremmende tiltag, og kæden er da også blandt dem som er kommet længst. Blandt de resultater, man hidtil har opnået er:



Vandforbruget er reduceret med 14 % og energiforbruget på kædens hoteller er mindsket med 17 % i løbet af de sidste 10 år. CO2 udslippet fra Scandic hotellerne er reduceret med 50 % i 2011, og målsætningen er såkaldt ”Zero emission” i 2025. Desuden er mængden af usorteret affald reduceret med 67 % i samme periode, og der er indtil videre opført ca. 17.000 såkaldte ”Eco rooms”, hvor man i bl.a. materialevalget tager størst mulige miljøhensyn.



Scandic i Sverige blev Svanemærket som den første hotelkæde i Norden. I dag er 2/3 af alle Scandic hoteller Svanemærket, heraf 21 af de i alt 23 danske hoteller. I alt er 11.000 Scandic ansatte videreuddannet i bæredygtighed siden 1998, og hvert hotel har sin egen miljøkoordinator.



Siden Scandic Hotels gik bort fra flaskevand har man sparet 3,6 mio. flasker og hvert år sparer kæden på denne konto udledning af 160 ton CO2. Senest har kæden introduceret en særlig CO2-venlig menu til gæsterne i hotelkædns restauranter.





Hvem synes du skal modtage Danish Travel Awards Miljøpris 2009. Stem ved at klikke her.

Skrevet af