- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Star Tour fyrer i Norden

Samtidig med at administrative medarbejdere i Star Tour i Norden i dag får fyreseddel, står selskabet foran rekordoverskud.

”Så de to ting hænger ikke sammen – hvad vi gør nu er en rekonstruktion af Star Tour i Norden” sagde Star Tours danske adm. direktør, Birthe Madsen, til Take Off mandag.

Hun vil ikke oplyse, hvor mange administrative Star Tour-ansatte i Norden, som i dag bliver fyret. Formentlig under 20 af de 1.000 ansatte.

Heraf arbejder 400 for Star Tours flyselskab, TUIfly, som bl.a. hver anden uge i vintersæsonen sender en Boeing 747 jumbojet fra Stockholm/København til Bangkok proppet med 582 passagerer – det er 200 mere end Thai Airways har på samme rute i præcis samme flytype.



Der er forlydender om, at tyske TUI, som bl.a. ejer Star Tour, vil afskedige 4.000 i navnlig Tyskland og England. En officiel meddelelse ventes på torsdag.



”Men vores afskedigelser i Norden har intet med TUI at gøre. Hvad vi gør, er en naturlig rekonstruktion af vores nordiske virksomhed. Alle nordiske lande har været gennem arbejdsproces for at se, hvem der gør dobbeltarbejde. Så vil vi hellere flytte nogle stillinger mellem landene,” sagde Birthe Madsen.



Birthe Madsen afviser oplysninger til Take Off om, at samtlige ansatte i Finland er sagt op og må søge et reduceret antal stillinger samt at hele Star Tours norske markedsafdeling er opsagt.



Ifølge Birthe Madsen kommer Star Tour i Norden ud af 2006 med det bedste resultat nogensinde. Selskabet har 1,2 mio. gæster, heraf 200.000 fra Danmark med de sydsvenske passagerer.



HB

Skrevet af