- STANDBY.DK - https://standby.dk -

BTI lukker lufthavnskontorer i Aalborg og København

BTI Nordic nedlægger med udgangen af januar sit kontor i Aalborg Lufthavn – i næste måned drejes nøglen om i Københavns Lufthavn. Erhvervsrejsebureauet fjerner ni stillinger som følge af de to lukninger, der tilskrives øget brug af elektroniske billetter.

Danmarks fjerdestørste erhvervsrejsebureau, BTI Nordic, har fra 1. marts kun kontor i Århus og hovedkvarteret i Taastrup. Med udgangen af denne måned følger BTI efter konkurrenten CWT, som sidste sommer lukkede i Aalborg Lufthavn.



Og med udgangen af februar er det forbi for BTI i Københavns Lufthavn – ved årsskiftet sagde et andet erhvervsrejsebureau, American Express, farvel til CPH. Udover Danmarks måske dyreste kvadratmeterpriser, er årsagen til BTI og Amex’ lukninger, at brugen af elektroniske billetter øger så meget, at det ikke kan betale sig med billetkontor i lufthavne.



BTI country manager for Danmark, Per Markussen, siger til Take Off: ”Der er ikke behov for lufthavnskontorer. To ud af tre billetter er elektroniske, og tallet stiger.”



Samtidig nedskærer BTI personalestyrken. I alt forsvinder ni jobs, to af de tre i Aalborg, den tredje overføres til Århus. I Taastrup forsvinder syv, sælgere og administrativt personale – de ansatte fra BTI i Københavns Lufthavn overflyttes til Taastrup.



”Nedskæringerne sker ikke fordi vi har mistet kunder, men vi har brug for en mere effektiv organisation. Indtægterne falder fordi kunderne har vænnet sig til at betale mindre for ydelserne,” siger Per Markussen.

Skrevet af