- STANDBY.dk - https://standby.dk -

DFDS-ansøgning om kasinodrift trækker i langdrag

Egentlig havde koncerndirektør Søren Jespersen fra DFDS Seaways håbet på, at han allerede fra denne sommer kunne lade rouletten køre og jetonerne flyde, men nu ser det ud til, at det bliver svært at nå det i indeværende sæson.



– Vores ansøgning ligger stadigvæk i Justitsministeriet. På grund af sagen med Ladbrokes (spiludbyder, der ulovligt konkurrerer med Danske Spil i Danmark, red.) har regeringen valgt at se på hele det her kompleks med spil samlet. Det er i hvert fald den besked, vi har fået. Så vores sag er forsinket, men stadig under behandling, siger Søren Jespersen til RB-Børsen.



Der er ingen tvivl om, at der potentielt ligger en rigtig god indtjeningskilde ved at etablere kasinodrift. Et kasino ombord kan nemlig være med til at øge den mængde af penge, som den enkelte passager bruger ombord, og som er med til at udgøre forretningsgrundlaget for passagerskibene. Men ansøgningen om kasinodrift kommer også efter, at passagerundersøgelser har vist, at efterspørgslen efter et kasino er stor. Særligt amerikanske, kinesiske og japanske passagerer har efterspurgt kasinoer ombord. Derfor ærgrer det Søren Jespersen ekstra meget, at behandlingen af ansøgningen trækker i langdrag.



– Vi er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke allerede nu kan tilbyde vores kunder kasinodrift, men vi må jo ligesom alle andre afvente myndighedernes behandling af sagen, siger Søren Jespersen.



Kasinodrift er blot et af flere tiltag, som skal lokke flere passagerer til DFDS-skibene. DFDS Seaways har i de senere år været den division i DFDS-koncernen som har haltet efter på indtjeningen. Rederiet er presset af lavpriskrigen på rejsemarkedet, hvor særligt billigere flybilletter har gjort det svært at lokke passagerer til.



Men en ny plan med mere musik ombord, tapas-inspireret middagsbuffet og gæstekokke skal fra denne sæson lokke flere passagerer til. Søren Jespersen vil dog ikke i detaljer ud med om strategien har virket, nu hvor første halvdel af højsæsonen er overstået.



– Vi er midt i vores højsæson, og vi er stort set fuldt belagt hver eneste dag i øjeblikket. Jeg vil da sige, at regnvejr generelt set ikke er noget, der gavner vores forretning. Men det er nu ikke noget, vi mærker i øjeblikket, siger Søren Jespersen med henvisning til det ustadige sommervejr, der har præget Nordeuropa i den seneste tid.


Skrevet af