- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Delta flyver atter selv

Et af verdens største flyselskaber, Delta, trådte i går ud af sin betalingsstandsning – eller Chapter 11 som det hedder i USA. Det skete efter en 19 måneder lang behandling.

Det amerikanske luftfartsselskab Delta, som sidste år havde 106 mio. passagerer, har været på gravens rand. Selskabet har været genstand for købstilbud, men det er lykkedes – ofte i sidste øjeblik – at redde selvstændigheden.
»Vi har benyttet betalingsstandsningen til totalt at ændre selskabet, og ikke, som man normalt gør, når man er i den situation, nemlig blot at i skære i omkostningerne,« sagde selskabets CEO Gerald Grinstein da han i går i Atlanta fortalte, hvad man vil bruge den nyvundne økonomiske frihed til.
Og med en hentydning til mange andre luftfartsselskaber, glædede han sig over, at Deltas medarbejdere uden strejker har accepteret, at man har sparet 18 mia. kr., hvoraf halvdelen stammer fra lønninger og goder.
Delta har i dag 47.000 ansatte, hvilket er 6000 færre, end da man gik i betalingsstandsning. Gælden er halveret til 45 mia. kr., og man har 18 mia. kr. i fri kapital. Sidste år blev det til et lille overskud, det første siden 2000.
Ifølge Gerald Grinstein er det især det internationale rutenet, som skal udbygges, og at går stærkt kan aflæses af det faktum, at man alene i maj og juni i år åbner 13 nye internationale destinationer, heraf fire i Europa. I dag har Delta ruter til 109 destinationer i 51 lande udenfor USA.
Delta har 900 fly, heraf 440 til hoveddestinationer og 460 til regionale flyvninger, hvoraf den ene rute går mellem København og Atlanta.
(Børsen)

Skrevet af