- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Europæiske Rejsepris gik til Maersk Air

Årets rejsepris valgt af Danske Rejsejournalister blev straks efter åbningen for publikum i Bella Center tildelt Maersk Air. Vi bringer formanden Ejvind Olesens tale i sin fulde ordlyd, inden adm. direktør for Europæiske Preben Mullit overrakte prisen.

SIDSTE ÅR var på det nærmeste en gavebod for danskere med udrejselyst. Derfor har det været mere end vanskeligt for Danske Rejseskribenter at finde frem til, hvem der skulle have Europæiskes Rejsepris, som anerkendelse for at have gjort noget for danske forbrugeres muligheder for at rejse til udlandet.



Man skulle ellers tro, vi var i træning i betragtning af, at det nu er 29. gang prisen uddeles af vores 30-årige gamle forening. Men når billetpriserne rasler ned, udbuddet vokser, og den ene gode ide truer med at overhale den anden, så er det lige før, man kan få åndenød midt i foræringsstimen.



FOR VI ved jo godt, at mange af de tilbud, vi ser i dag, ikke mindst blandt rutefly, ikke kan vare ved. Men, vi nyder det, så længe det varer. I den forfængelige håb, at vi ikke skal gå en fremtid i møde blottet for konkurrence, som det jo ofte var tilfældet for mange år siden, da charterbranchen blev født af samme grund.



I fjorvar det et turistkontor, vi valgte for god service, året før et rejsebureau for fin indsats, henholdsvis Det tyske Turistkontor og Profil Rejser. For tre år siden et lavprisselskab for at turde vove noget, nemlig Sterling.



På den baggrund var det alligevel ikke så svært, da vi fik analyseret mulighederne. Et flyselskab, der på det nærmeste starter en ny rute lige så hurtigt, som håndboldlandsholdet scorer mål mod Canada. Et selskab som nu er oppe på 39 ruter til 14 lande. Et selskab der konstant forsøger at finde et koncept, der falder i forbrugernes smag, og som for længst har brudt alle prisbarrierer til gavn for forbrugerne.



Ydermere et flyselskab, som en gang før har fået prisen sammen med Finnair for at vove sig ind på en gylden rute som Stockholm-København. Et selskab med en initiativrig ledelse, som hver eneste dag må kæmpe for at vise, at man godt kan klare prøven og bestå den – såvel indadtil som udadtil.



Der var måske nok en guldske i dåbsgave, men den garanterer ikke et langt og lykkeligt liv.



-Finn Øelund, adm. direktør, du og din stab i Maersk Air har ærlig fortjent Europæiske Rejsepris 2005. Held og lykke med de mange gode tiltag.



Der var også blomster til sidste års prismodtager turistchef Bernd Hässler, der nu har overtaget roret efter Knut Hänschke, som i aftes sagde farvel til danske forrentingsforbindelser ved en middag på SAS Radisson Scandinavia Hotel.



Tyskerne fik prisen for at møde kunderne i øjenhøjde og ikke lukke sig ude via callcenter og internet, som så mange andre.

Skrevet af