- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stort, moderne krydstogtskib ramt af forgiftning

530 passagerer og 140 besætningsmedlemmer blev syge med diarre og opkastning på 16 dages tur med Carnival Liberty fra Rom til Florida.

Er der noget krydstogtselskaberne frygter, så er det en epidemi om bord. Derfor er der overalt på de moderne skibe installeret særlige beholdere ved indgang til restauranterne, som gør det muligt at spraye hænderne inden måltidet indtages. En del benytter dem, mange gør ikke. På toiletterne er der opsat skilte med opfordring til at huske at vaske hænder. Der er også yderst faste regler om, hvor personalet ved skrankerne skal bruge plasthandsker, og især er der megen opmærksomhed omkring buffeter.



Det nyttede imidlertid så lidt om bord på Carnival Liberty på Cruise hjem til USA fra Europa med Rom som udgangspunkt. For mange passagerer blev det en hård tur, og for lægeholdet om bord endnu hårdere. 530 passagerer og 140 besætningsmedlemmer måtte have hjælp til et alvorligt udbrud af forgiftning.



Det lykkedes dog at gennemføre udflugtsprogram og de fleste aktiviteter. Da skibet nåede over Atlanten og kom til St. Maarten i Caribien ankom et hold læger og andre eksperter fra USA’s sundhedsmyndigheder i et forsøg på at finde frem til årsagen til, at en virus hærgede.



Carnival Liberty har plads til 2.740 passagerer og skal blive i havn i Port Everglades til i morgen for at blive grundigt rengjort, inden de planlagte uge-cruise i Caribien kan begynde.


Skrevet af