- STANDBY.DK - https://standby.dk -

81 flere sæder i samme flymodel

Fra næste år begynder Emirates og Thai Airways at bruge samme flytype på Københavns Lufthavn – Emirates’ version af Boeing 777-300 (ER) har plads til 81 flere passagerer end Thai Airways’ version.

Fra februar næste år indsætter Emirates en anden version af Boeing B777-300 ER (Extended Range) på ruten til Københavns Lufthavn end den, selskabet officielt begynder at bruge fra næste måned.
Versionen, der kommer fra næste måned har tre klasser, første, business og økonomi.

 

Versionen fra februar næste år har kun business- og økonomiklasse. Det giver 20 pct. flere passagerpladser på det daglige fly til Dubai.
Takeoff.dk skrev torsdag om denne ændring.
 
Mens Emirates’ 2-klasses version af Boeing 777-300 ER har plads til 427 passagerer (heraf 42 på business), er der 358 sæder i 3- klasses versionen.

 

Under sin store sammenkomst torsdag aften i København for 250 rejsebureauagenter – for at fejre, at Thai Airways i 40 år har fløjet på Københavns Lufthavn, fortalte Star Alliance-medlemmet takeoff.dk, at når det fra april næste år indsætter B777-300 ER på ruten mellem Bangkok og København, har dets 2-klasses version af flyet kun 346 sæder, mod Emirates 427.

 

Thai Airways pointerede bl.a., at dets opstilling på business class – med også 42 sæder – er 1-2-1 mod Emirates 2-3-2.
Pitchen – afstanden til sædet foran – er, oplyste Thai Airways, 87 tommer mod 60 hos Emirates.

 

Thai Airways’ konfiguration på økonomiklasse er 3-3-3 mod Emirates 3-4-3. Pitchen på økonomiklasse er 32 tommer mod 31 på Emirates’ tilsvarende model.

 

I dag flyver Thai Airways på København og Stockholm med en daglig Boeing 747-400 med 375 sæder. Også B747’eren på Stockholm erstattes næste forår med en B777-3000 ER.

 

Thai Airways har om vinteren også daglige B777-200 fly fra Oslo til Bangkok, ruten flyves fem gange ugentligt om sommeren.
Med to ugentlige B747’ere fra oktober til marts fra København samt to fra Stockholm direkte til Phuket, Thailands største ø, flyver Thai Airways i vinterhalvåret 25 ugentlige fly fra Skandinavien til Thailand.

 

Sidste år var der 159.600 danske ankomster til Thailand med rute- og charterfly – en stigning på 7,6 pct. sammenlignet med 2010.

Skrevet af Henrik Baumgarten