- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotellers stjerneklassificering snyder

Det kan være vanskeligt for forbrugerne at vælge udenlandske hoteller, fordi klassificeringen med stjerner ikke er ens overalt.

Forbrugerne kan ikke forvente samme standard på et femstjernet hotel i Danmark og på et tilsvarende i Portugal, og de anderledes udenlandske klassificeringer er derfor skyld i, at mange danskere hvert år bliver skuffede, når de opholder sig på udenlandske hoteller. Problemet er især størst i Sydeuropa, hvor man ofte putter et par ekstra stjerner på, siger direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier. Han er frustreret over, at der på trods af, at spørgsmålet om klassificeringer har været diskuteret i tyve år, endnu ikke er sket noget.
I Forbrugerrådet mener man også, at de forskellige klassificeringsstandarder af hoteller bør harmoniseres internationalt. Rådet understreger desuden, at rejsebureauerne har ansvar for at gøre opmærksom på forskelle i klassificeringerne. ”Hvis man bor på et femstjernet hotel i Tyrkiet, og det efter danske standarder kun svarer til et trestjernet hotel, så bør rejsebureauet gøre opmærksom på det,” siger politisk medarbejder i Forbrugerrådet og repræsentant i Rejseankenævnet, Claus Jørgensen.
(Jyllands-Posten, 28/7)

Skrevet af