IATA udsender en pessimistisk rapporten om krise i luftfarten og bekræfter sin egen overflødighed, skriver Take Offs redaktør i denne kommentar
Af Ejvind Olesen
Ligeså længe jeg kan huske – og det er længe – har IATA været en underlig foreteelse. Denne organisation af flyselskabernes sammenslutning af ruteselskaber uden nogen anden egentlig mission end beklagelse.
Det skal altid gøre ondt et eller andet sted, ellers har IATA-kontoret det ikke godt. Således også i går, hvor der kom endnu en bandbulle om den laveste vækst siden 2003.
“Med faldende tillid fra forbrugere og virksomheder og skyhøje oliepriser, bliver situationen bare værre, ” udtaler pessimismens overvismand IATA `s direktør Giovanni Bisignani.
Hvad skal vi egentlig med dette IATA syndrom? Græd sammen med os. Vi sponserer lommetørklæder. Er der nogen forslag til at imødegå krisen? Nej. Er det nogen visioner om fremtiden? Nej. Kun jammer, som altid.
Helt tilbage til 70`erne jamrede IATA sig over, at SAS serverede for højt smørrebrød om bord. Ja, det var tider! Men, ingen måtte skille sig ud fra den hellige almindelige kedelighed. Allerede dengang burde IATA være opløst.
Nu er fragttallet – vel at mærke for dem, vi kender – for juli i gennemsnit faldet med 0,8 procent i forhold til sidste år. Passagertallet steg kun med 3,8 procent, og det er lav vækst.
Ingen er da i tvivl om, at det netop nu går den forkerte vej. Pessimismen er især bygget op på en høj oliepris. Helt op til 150 dollar eller højere. I går faldt den til lidt under 120 dollar!
Problemet er ganske enkelt overkapacitet med deraf følgende for lave priser. Det kan andre godt finde ud af – uden IATA.
Og IATA kan ikke lide konkurrence. Har aldrig kunnet. Spis brød til Bisignani. Blot ikke for højt belagt.