- STANDBY.DK - https://standby.dk -

FL Group etablerer datterselskab i København

På baggrund af de betydelige investeringer, som FL Group allerede har foretaget i Danmark, har virksomheden besluttet at styrke sin position på det nordiske marked.

Det sker gennem etableringen af et datterselskab i København med navnet FL Group Denmark Aps. FL group er interesseret i at øge investeringsaktiviteterne i Norden.

På nuværende tidspunkt har selskabet 10 procent i norske Aktiv Kapital, 10 procent i Finnair Gruppen, 17 procent i Royal Unibrew, 10,5 procent i Bang & Olufsen og ejer desuden det førende lavprisselskab i Skandinavien, Sterling Airlines, som blev opkøbt i 2005.

Administrerende direktør for de danske aktiviteter bliver Martin Niclasen, som ind til for nylig stod i spidsen for FIH Erhvervsbanks og Kaupthings investment banking aktiviteter i Danmark.

Martin Niclasen har stor erfaring inden for corporate finance og M&A-aktiviteter i Norden. Han er uddannet på Handelshøjskolen i København og arbejdede hos KPMG Corporate Finance og Carnegie, inden han kom til Kaupthing og senere FIH.

“Vi er meget glade for, at Martin har besluttet at slutte sig til FL Group og være med til at opbygge vores position i Norden. Hans store erfaring ligger præcis inden for de områder, som har interesse for FL Group. Vores mål er at blive en ledende aktør i Norden, og vi har allerede betydelige investeringer i førende selskaber i regionen. Martin får ansvaret for de investeringer og vil i samarbejde med FL’s topledelse sikre fremtidig succes i de projekter, vi går ind i. Vi byder ham hjerteligt velkommen,” siger Hannes Smarason, CEO i FL Group.

Skrevet af