Adm. direktør for SAS Airlines er optimist på trods af udsættelsen i går med et eventuelt salg af datterselskaber.
John Dueholm, chefen for SAS Airlines, og dermed også for ground service, hvor de værste knaster findes, når SAS skal have afgjort fremtiden for sine datterselskaber, ser positivt frem mod næste deadline 5. februar.
“Jeg tror på en løsning, som begge parter kan leve med. Også selv om vi nu har forhandlet i flere måneder med fagforeningerne. Der er mange konstruktive forslag på bordet,” siger John Dueholm til Take Off efter bestyrelsesmødet i går i Stockholm, hvor ledelsen fik godt og vel en måneds udsættelse til at klare problemerne.
“Hvis vi ikke troede på, at vi sammen kan finde et acceptabelt modul, havde vi ikke indstillet til bestyrelsen, at vi skal bruge lidt tid endnu. Og lidt tid er der tale om. Se væk fra juleferien og bemærk, hvor hurtigt vi når 5. februar.
“Er der fortsat både en intern og en ekstern model på forhandlingsbordet?”
“Ja, det er der. Og der er i arbejdsgruppen blevet arbejdet seriøst med begge løsningsmuligheder.”
-ejv