Dansk Folkeferie realiserer nogle af sine værdier - denne gang med et udsalg af ferieboliger i Gilleleje.
Fredag den 22. juni klokken 10 bliver Folkeferies huse i Gilleleje Feriecenter sat til salg til medlemmer af et LO-forbund. Medlemmerne har fortrinsret til køb af husene frem til udgangen af juli. Herefter bliver markedet givet frit, skriver Nyhedsbrevet 3F.
Der er fremvisning af de eftertragtede ferieboliger 1. juli og for at få budskabet om boligsalget ud til så mange medlemmer som muligt, holder Folkeferie mandag pressemøde, hvor de vil komme nærmere ind på forløbet af salget. Desuden kan man løbende følge med på Folkeferie.dk.
Sidste gang Folkeferies boliger blev sat til salg, kom LO-forbundene under kraftig beskydning i medierne. Flere medlemmer var utilfredse med, at Folkeferie havde tilbudt ledelse og direktion at forhåndsreservere en feriebolig før de kom i offentligt udbud.
Det fik LO-forbundene lavet om, så samtlige medlemmer havde forkøbsret til ferieboligerne, hvorefter de ville blive sat i offentligt udbud.
Der er ikke tale om, at medlemmerne kan købe husene med rabat, da ferieboligerne er blevet fastsat til markedsprisen af en uvildig mægler, skriver Nyhedsbrevet 3F.