Hverken når det går godt eller mindre godt, kun når der som med tsunamien er behov for virkelig katastrofehjælp.
Derfor bør Udenrigsministeriets rejsevejledning også nedlægges. Den urolige terrorhverdag klarer rejsebranchen og kunderne udmærket selv.
Af Ejvind Olesen
DET FYGER med beskyldninger mod rejsebranchen, som ifølge nogle medier, læserbreve og andre kundereaktioner, ikke kan finde ud af at tackle en katastrofesituation. Og i øvrigt ønsker at staten skal betale for deres kunders hjemtransport.
Ganske vist er det ferietid, ganske vist breder terrorhandlinger sig over hele verden. Den ene dag i London, den næste i Egypten. Men derfor er rejsebranchen altså ikke gået i koma og er fortsat i stand til at handle selv.
Det er jo ikke første gang i historien, at et rejsemål er blevet lukket i kortere eller længere tid med baggrund i terror, krig eller naturkatastrofer. Indtil tsunamien har branchen altid været i stand til at klare en sådan situation selv ud fra nogen indarbejdede rutiner, bygget på et samarbejde med flyselskaber og forsikringsselskaber, samt retningslinier fra forbrugerorganisation som Rejse-Ankenævnet og Garantifonden.
De store charterselskaber har selvfølgelig lidt og haft tab, som må være resultatet, når man er nødt til at lukke et rejsemål og hente folk hjem i utide – og måske endda har betalt hotellerne forud for resten af sæsonen.
De mindre, hvis kunder ofte er med rutefly, har fået deres gæster hjem så hurtigt som muligt. Flyselskaberne er villige til straks at ændre billetterne, som vi så det forleden i London, og de små arrangørers tab begrænser sig til landarrangementer og mistet salg. Det er også slemt nok, men heller ikke værre.
NÅR OMTALEN forplumres nu har det baggrund i tsunamien, hvor den danske regering fandt, at der var tale om en katastrofesituation af en sådan omfang, at staten måtte træde til og hjælpe. Og tillige betale en del af de udgifter, som forsikringsselskaberne burde have betalt. Og de ,der ikke selv have en forsikring, men kom hjem i god behold i et fly betalt fra staten, skulle have haft en regning, når begivenhederne var faldet til ro.
Det er helt ansvarsløst at rejse ud over områder, hvor sygesikrings-kortet gælder, uden at have en forsikring.
Jeg har i over tredive år oplevet en hel del rejsemål, der blev lukket, startende med Israel efter Yum Kippur-krigen i 1973, senere i samme årti blandt andet græske øer som Rhodos under urolighederne mellem Grækenland og Tyrkiet. Alle danske statsborgere blev opfordret til straks at rejse hjem – men det skete ikke på statens regning.
Det er imidlertid dybt frustrerende at se en kendt politikere som Helge Adam Møller sidde i TV 2 og nærmest håne branchen for at bede staten overtage dens forpligtelser og ikke advarer folk mod den fare, som Udenrigsministeriets igennem længere tid har offentliggjort på ministeriets hjemmeside.
Ingen har mig bekendt fra rejsebranchen bedt staten om at betale. Fra Atlantis bad man blot om krisehjælp i form af læge og psykiater med næste morgenfly, men jeg tvivler på, at Europæiske, som administrerer forsikringen for alle danskere i det europæiske område via den offentlige sygesikring, har nægtet en sådan hjælp. Hvis de skulle være tilfælde, mener jeg det er en fejldisposition.
Naturligvis rejser vi ikke ud i en urolig verden, for derefter straks vi kommer i nød, at bede om statens hjælp.
PROBLEMET havner alligevel hos udenrigsministeren, som ellers gør sit bedste i et langt indlæg i Børsen for at forklare, hvor aktiv ministeriets er for at hjælpe landets borgere ude i verden. Han slutter blandt andet med at fremhæve den udmærkede hjemmeside om borgerservice, som råder folk om det farlige i at rejse.
Problemet er bare, at den udmærkede hjemmeside ikke er spor udmærket, men fyldt med banaliteter og ligegyldige oplysninger og advarsler, som om “ikke at være i nærheden af større forsamlinger, idet der kan være en terrorrisiko”.
Meget apropos nøjagtige den samme advarsel , som man finder på den amerikanske hjemmeside – Om København!!
Lad os slippe for den. Rejsebranchen bør lave sin egen rejsevejledning fyldt med god information i samarbejde med forsikringsselskaberne og folks evne til at tænke selv. Og derefter rejse med et bureau, de har tillid til.
Hvis de ikke er i stand til det, har de også selv været ude om det.