- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Scandic vil sælge Palace Hotel mere til amerikanske gæster

Starwood-kæden, som bl.a. kontrollerer Sheraton, forlader Danmark. Dets enlige hotel, Palace i København, overtages af Scandic, som i forvejen har seks hoteller i København – og forventer endnu et hotel i år.

Der gik nærmest chokbølger gennem hotel- og incomingbranchen, da Scandic i går, torsdag, oplyste, at Danmarks største hotelkæde fra april overtager Le Méridien Palace Hotel på Rådhuspladsen i København.



Hotellet er netop blevet renoveret for 100 mio. kr.



Dermed pakker Starwood sammen i Danmark; kæden havde indtil for ti år siden et Sheraton i København – det er i dag det store Scandic Copenhagen med 486 værelser. I 2006 opgav den store franske hotelkæde Accor sine seks hoteller i Danmark.



Det var ikke muligt for Starwood at fortsætte med en managementaftale af hotellet, hvilket er årsagen til at Starwood må trække sig ud af Danmark – i denne omgang. Men Starwood kigger stadig efter nye muligheder for at komme tilbage til København.



Selve hotelbygningen, som huser Palace, ejes af et selskab kontrolleret af SAS’ bestyrelsesformand, Fritz Schur. Og der er forhandlet med flere hotelselskaber om at fortsætte driften, erfarer Take Off. Men Scandic trak det længste strå og har nu en kontrakt om forpagtning af bygningen de næste 20 år.



Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic i Danmark, siger til Take Off: ”Scandic ønsker mere kapacitet i det indre København, Palace stod højt på vores ønskeseddel og vi har længe haft dialog om at overtage hotellet.



Selv om samtlige værelser, restaurant, lobby osv. netop er blevet flot renoveret, og hotellet dermed stod til at få sin femte stjerne, bruger vi ikke denne mulighed. Der er bedre økonomi i det 4-stjernede segment, men gæsterne vil få byens bedste 4-stjernede produkt.”



Jens Mathiesen ved godt, at Scandics overtagelse af Palace har vakt opsigt i rejsebranchen:



”Men vi vil gøre alt for at hotellet bevarer sin flotte position overfor bl.a. det amerikanske marked og håber, at den danske incomingbranche vil være med til at fortælle deres amerikanske kunder om Scandic. Palace bliver et flagskib for os pga. dets kvalitet og placering.



Jeg er ikke enig, at folk rejser til København for at bo på et bestemt hotel. Jeg så gerne flere internationale hotelkæder i København og Norden, men det er et marked, det er meget svært at etablere sig i.”



”Scandic kigger i øvrigt på et par andre ”cases” for at få endnu et hotel i år i København,” siger Jens Mathiesen.



Palace bliver Scandics 22. hotel i Danmark. Kæden vokser i såvel Europa som Norden. I 2011 åbner endnu et Scandic i Århus.



Selve Palace hotel blev bygget i 1910 og er netop udvidet fra 162 til 170 værelser.





HB


Skrevet af