- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk hotelkæde åbner på Bali

Til sommer bliver Hotel Guldsmeden medejer af to ressorts på Bali med villaer og suiter – og som kan bookes af bl.a. rejsebureauer.

Det første Hotel Guldsmeden åbnede i 1999 i Århus’ Guldsmedgade, deraf navnet. Ejerne Sandra og Marc Weinert var uden hotelerfaring, men havde drømmen om at drive et lille lokalt hotel.



I dag er der fire guldsmed-hoteller, udover Århus også tre på Vesterbro, det seneste, 4-stjernede Axel, åbnede sidste år.



Og ekspansionen fortsætter. Til sommer er ægteparret med til at åbne to fine ressorts på Bali.



For kendere af Balis geografi, ligger Sebali Villa Villa Capung i bjergene ved Ubud, der regnes for øens kulturelle hovedstad, mens Suraberata Villa Villa Capung ligger ved kystbyen Suraberata.



Til sammen har de to ressorts ti villaer og seks suiter.



”Capung” betyder ”guldsmed,” altså insektet, på lokalsproget.



”Marc og jeg har en god græsk ven, som bor på Bali og har en møbelfabrik på Java, hvor man naturligvis bruger plantagetræer og har ordentlige arbejdsforhold for de ansatte. Vi har kendt vores ven i 10 år og køber mange møbler mm. til Guldsmed-hotellerne af ham,” siger Sandra Plesner Weinert til Take Off og tilføjer:



”Vores ven havde købt grundene og spurgte om vi ville være mindretals-medejere af de to ressorts, som vi nu har 35 % af og har investeret 4 mio. kr. i – i alt kommer de to ressorts til at koste ca. 20 mio. kroner.”



”Indonesien er jo muslimsk, men Bali er hinduistisk – og samtlige villaer har et bedested, og de ansatte velsigner f.eks. hver dag villaerne og bl.a. svømmebassinet, for at der ikke sker noget ondt som f.eks. drukneulykker,” siger Sandra Plesner Weinert.



Hotel Guldsmeden giver provision til rejsebureauer som booker de to ressorts på Bali.



Rejsebureauer som vil høre nærmere kan kontakte Director of Revenue i Hotel Guldsmeden Group, Nikolas Hall, på e-mailen: Nikolas@hotelguldsmeden.com



I øvrigt reklamerede Hotel Guldsmeden for sin nye ressorts i seneste kundebrev til firmakunder.



Ved at besvare mailen deltog man i lodtrækningen om en uges gratis ophold for to på de nye ressorts på Bali – herunder flybilletter.



HB

Skrevet af