- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Senior Rejser sælger godt – uanset sol eller regn

Spredning er kodeord og vejret betyder intet

Vejret betyder ikke noget for salget, siger Senior Rejsers direktør. Bureauet sælger alt fra ophold i Danland til krydstogter



”Vi er knapt så vejrafhængige som f.eks. charterbranchen. Vores produktsortiment er bredt, også i Danmark, hvor vi bl.a. omsætter for fem millioner kroner om året med rejser til Danland-medlemmerne.”



Det siger direktør Poul Larsen fra det delvis Profil Rejser-ejede Senior Rejser. Modsat hvad mange siger, at rejsebureauerne skal specialisere sig, er budskabet det modsatte fra Poul Larsen: ”Jeg har altid spredt mig meget, haft masser på hylderne. Hvis jeg vi ikke kan sælge New York og USA, så sælger vi rejser til Bornholm, Vesterhavet eller færgebilletter til Mols Linien.”



Senior Rejser er navnlig aktiv overfor medlemmerne af Ældresagens. ”70-80% af vores omsætning kommer fra de ældre; selv om annoncepriserne er pebrede, markedsfører vi os meget i Ældresagens medlemsblad. Seniorerne er også bedsteforældre, og rejser gerne med børn og børnebørn,” siger Poul Larsen og tilføjer: ”Og føler børnene, at de havde en god rejse med os, kommer de måske tilbage når de selv skal rejse.”



”De ældre har penge og lyst til at rejse. Økonomien er selvfølgelig svingende, nogle må nøjes med en tur til Møn, men her til morgen har jeg lige solgt fire krydstoger, to skulle gennem Panama-kanalen, to sejle i Caribien – en af regningerne blev på 2 x 55.000 kr. Vi har også gæster på krydstogter syd om Sydamerika, til Middelhavet eller med den norske Hurtigruten. Vores grupperejser er altid med dansk rejseleder. Vi pakker hele rejsen fra fly, rejseleder, forsikring osv. – og kan dermed påvirke salgsprisen,” siger Poul Larsen.



”Vi sælger godt med krydstogter, f.eks. en tur fra Panama til Santiago de Chile for 75.000 kroner. Folk ved, at de får meget på krydstogt, de bliver transporteret fra højdepunkt til højdepunkt under behagelige forhold – og mange kommer igen. Vi bruger navnlig Norwegian Cruise Lines, hvor vi flere gange har haft grupper på 30-40 af sted. Krydstogter giver god omsætning,” siger Poul Larsen. Senior Rejser, der har 12 medarbejdere, omsatte i sidste regnskabsår for 50 mio. kr. og havde overskud.

Skrevet af