- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansker udnævnt til ny turistambassadør for Nepal


Nepal har netop indviet sin første ambassade i Danmark. Samtidig etableres et helt nyt turistråd med danskeren Lars Gundersen i spidsen som Nepals turistambassadør.



I forlængelse af Nepals overgang fra kongedømme til republik etableres der nu både en ambassade og et officielt turistråd, Nepal Tourist Board, i Danmark.



Den nepalesiske ambassade, der har adresse i Hellerup, nord for København, er ledet af ambassadør Vijay Kant Lal Karna, som er udnævnt af den nye regering i Nepal.



Et af målene for den nye regering er at profilere Nepal som turistmål. De har derfor valgt den 38-årige Lars Gundersen, da han anses for at være den dansker der har størst rejseerfaring og berøringsflade i Nepal. Han har rejst i landet i mere end tyve år og er i dag direktør i Kipling Travel. Fremover skal han sideløbende samarbejde med den nepalesiske ambassade om Nepals turistinteresser i Danmark.



Turistrådet vil også være et videnscenter for skoler, rejsearrangører og privatpersoner, der søger information om landet, dets historie og fremtiden som republik efter afviklingen af det 240 år gamle monarki.



Udnævnelsen af Lars Gundersen, som den første skandinaviske turistambassadør for Nepal, er en honorær titel. På verdensplan er der 22 af disse honorære PR-repræsentanter for Nepals turistråd.



”Nepal er et af verdens fattigste lande, og er ikke i stand til at betale omkostningerne. Derfor skal jeg selv afholde alle de udgifter, der selvfølgelig kommer – fra marketing til forsendelse, hjemmeside og så videre. Det glæder jeg mig meget til, da jeg både som privatmenneske og rejsearrangør, gerne ser at endnu flere får øjnene op for landet, der er så fantastisk,” siger Lars Gundersen.



Nepal har i øjeblikket en turisttilstrømning fra hele verden, der kun lige overstiger det årlige

besøgstal i Givskud Dyrepark.

Skrevet af