- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureau udvider igen

Det er stor svært for provinsens rejsebureauer at finde gode medarbejdere. Det får nu Top Rejser fra Haderslev til at åbne i hjembyen for to gode nye medarbejdere.



1. april får det store erhvervsrejsebureau kontor i Esbjerg Lufthavn. Her skal bureauleder John Gugolka og rejsekonsulent Jette Sterndorff-Jessen arbejde for det ekspanderende Top Rejser.

De var begge hos Carlson Wagonlit Travel og rykkede med, da CWT sidste år lukkede i Esbjerg og forstærkede sin filial i Billund Lufthavn.



”Vi flytter efter arbejdskraften og er glade for de to nye medarbejdere i Esbjerg. De synes, at det var langt at køre til Billund efter arbejde,” siger Top Rejsers direktør og ejer, Jens Rasmussen (billedet), til Take Off Weekly.



Faktisk satte en artikel i Take Off de to nye medarbejdere i kontakt med Top Rejser. I artiklen fortalte Jens Rasmussen om besværet med at finde nye medarbejdere og at han var villig til at åbne, hvor arbejdskraften måtte være. Det gav henvendelsen.



”Det passer fint med i Esbjerg, hvor vi allerede har kunder. Men vi mangler ansatte. Hele Kolding-området synes støvsuget for kvalificeret personale. Fire medarbejdere hos os har for nylig forladt rejsebranchen for at prøve noget med bedre arbejdstider og mindre arbejdspres,” siger Jens Rasmussen.



Sidste år åbnede en tidligere CWT-ansat fra kontoret i Esbjerg, Jens Andersen, i al stilhed Andersen Travel. Bureauet har samarbejde med Vejle Rejser, der ligesom Top Rejser er med i det jyske indkøbssamarbejde indenfor forretningsrejser, Rejsepartnerne.

Sammenlagt har de fire rejsepartnere, som også tæller Mangaard Rejsecenter i Århus og Holstebro Rejsecenter, en omsætning på den anden side af den halve milliard; dermed er de på størrelse med American Express i Danmark.



At der i forvejen er det mindre erhvervsrejsebureau i Danmarks femtestørste by – samt to leisurebureauer, FDM travel og DSB Rejsebureau, generer ikke Jens Rasmussen:

”Der er plads til os alle. Nu starter vi med to og håber bureauet vokser så vi skal have flere,” siger han og tilføjer, at han regner med at åbne endnu et bureau i år.

”At vi er i et lokalområde betyder lokal business, også fordi vi bliver eneste rejsebureau i lufthavnen.”



Top Rejser startede i Aabenraa, men rykkede hovedkvarter til Haderslev og har de sidste to år åbnet i Sønderborg og Kolding – og nu altså snart i Esbjerg.



FOR FÅ ANSÆTTER ELEVER

”Der er klart mere at lave i rejsebranchen, der er mere optimisme og jeg håber nogle medarbejdere, der har taget en pause fra branchen, vender tilbage. Det har ikke før været et problem at få besat et job, men det er sværere at få medarbejdere til de knapt så store byer her i området,” siger Jens Rasmussen og tilføjer:



”Vi har netop ansat fire elever – mange ansætter slet ikke elever. Hvis ingen gør det, lider rejsebranchen en stille død.”



Top Rejser har 30 medarbejdere, 100 mio. kroner i omsætning og 700 kontokunder. ”Vi har mange gode kunder, som de store erhvervsrejsebureauer ikke får øje på,” siger Jens Rasmussen.

Skrevet af