Danskernes interesse for at rejse sydpå i julen er markant mindre end ellers, og det har udløst store rabatter.
Rejsebranchen giver nu store rabatter ved at sætte omkring 2000 rejser på udsalg, fordi danskernes lyst til at rejse sydpå i julen i år er markant mindre, end den plejer at være.
Julen falder i år på en lørdag, og det har rejsebranchen ikke taget højde for, siger salgs- og marketingdirektør Stig Elling, Startour.
”Danskerne har ikke den lyst til at rejse på charterferie i julen, som de plejer at have. Vi vurderer i charterbranchen, at det skyldes, at julen i år falder på en lørdag, hvor der er rigtig mange charterafgange. Og de er ret vanskelige at sælge. Det havde vi desværre ikke forudset. Så rejsebranchen er tvunget ud i et ufrivilligt juleudsalg med rabatter på om mod 30 pct. for at få danskerne til at holde jul under sydens sol i stedet for hjemme,” siger Stig Elling til Ritzaus Bureau.
(Morgenavisen Jyllands-Posten)