Overnat på en sofa i et privat hjem og gør ferien billigere.
500.000 sofaer i 232 lande. Så mange sofaer har rejsende fremover mulighed for at overnatte på. Det gør ferien billigere – og måske også sjovere. I hvert fald kommer man som turist helt tæt på de lokale.
www.couchsurfing.com er formidler af den nyeste rejsetrend, hvor man som turist kan overnatte på en anden persons sofa, når man er ude at rejse. Hjemmesiden formidler kontakt mellem personer, der henholdsvis ønsker at låne en sofa og låne deres sofa ud.
På nuværende tidspunkt har mere end 5.000 danskere meldt sig ind på siden, der har over 500.000 forskellige sofaer i 232 lande at vælge imellem.
Lise Lyck, som er forsker i turisme ved Copenhagen Business School, mener, at flere tør benytte sig af at rejse på den nye måde, fordi vi er blevet mere fortrolige med at rejse i det hele taget.