- STANDBY.DK - https://standby.dk -

90 minutter var god idé

CRUISE: DFDS Seaways har lørdage og søndage fra januar til sidst i marts fremrykket afrejsetidspunktet 1½ time fra Oslo. Det har givet stigning på 20 pct. flere danske skigæster, der nu sejler til København frem for at køre gennem Sverige. I alt forventer rederiet ca. 20.000 biler i hele skisæsonen.

CRUISE: DFDS Seaways har lørdage og søndage fra januar til sidst i marts fremrykket afrejsetidspunktet 1½ time fra Oslo. Det har givet stigning på 20 pct. flere danske skigæster, der nu sejler til København frem for at køre gennem Sverige. I alt forventer rederiet ca. 20.000 biler i hele skisæsonen.

Mange danske skiturister i Norge gider ikke vente på, at Oslo-båden sejler fra Oslo – og kører derfor hele vejen hjem. For at opfange nogle af dem vil DFDS afsejle 90 minutter tidligere fra Oslo i de fleste weekender i 1. kvartal næste år.

De ændrede afgangstider fra Oslo skyldes et øget antal efterspørgsler fra danske skiturister om afrejse fra Oslo kl. 15 frem for som i dag kl. 16.30.

Ændringen sker lørdage og søndage i januar, februar og frem til 22. marts. De to skibe på ruten, Crown og Pearl, vil ankomme til København kl. 8.30 næste morgen.

”Når vores danske gæster forlader skisportsstederne, ankommer de oftest til Oslo ved 13-14-tiden. Det betyder, at de skal vente en times tid eller to. Det har fået flere til at køre hjem til Danmark. Ved at ændre sejltiderne kan disse gæster nu køre direkte fra skiløjperne og om bord på færgen,” siger Kevin Helsinghof, DFDS’ landechef i Danmark, til standby.dk.

”Lige nu har vi 15 pct. flere bookinger til næste års skisæson – her sammenligner vi med 2012, bl.a. fordi Påsken det år lå ca. samtidig med, hvordan den falder næste år. Og vi har også, efter vi meddelte den fremrykkede afgang fra Oslo i weekenderne, set stigning på 20 pct. flere reservationer. Her har det også hjulpet, at vi giver 33 pct. rabat på hjemturen, hvis man sejler med os begge veje.”

En uge, hvor der ikke er rabat, er uge 7 næste år – skolernes vinterferie; her forventes nærmest udsolgt på alle afgange. Foreløbig er 82 pct. af kapaciteten på bildækket solgt.

De to skibe på ruten har plads til ca. 1.800 passagerer – ca. 25 pct. køber det dyrere og bedre Commodore Class produkt.

”Vi er rigtig godt tilfredse med søgning på Norge som skirejsemål, Norge er jo ikke en lavprisdestination. Vi får ca. 30 pct. af bookingerne i skisæsonen via rejsebureauerne, navnlig fra Norsk Rejsebureau i København,” siger Kevin Helsinghof.

DFDS renoverede tidligere i år sine skibe på Oslo-ruten for 120 mio. kr. København-Oslo er DFDS’ største passagerrute.