- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Børnefamilier udenom lufthavnskøer

Et træt barn på armen, en smågrædende unge i hånden, et par tunge kufferter og en check-in kø i lufthavnen! Det er ikke en optimal slutning på en god ferie

Det gør Spies nu noget ved i den kommende vinter for de gæster, der skal holde ferie på selskabets familieresorts Sunwing på De kanariske Øer og i Thailand.

”Vores flyselskab, MyTravel Airways, har fået de thailandske myndigheders tilladelse til at flytte check-in fra lufthavnen til vores Sunwing Resort & Spa Bangtao Beach. Det betyder, at der i receptionen indrettes en check-in skranke, som på hjemrejsedagen bemandes af ansatte fra flyselskabet. Når gæsterne har lyst, kan de gå til skranken, aflevere bagage, få udleveret boardingkort og så gå tilbage til poolen og nyde de sidste ferietimer”, fortæller direktør Jan Vendelbo fra Spies.

Gæsternes bagage bliver i plomberede lastvogne kørt fra hotellet direkte til MyTravel Airways’ A330-fly, mens gæsterne i bus ankommer til lufthavnen kort før flyafgang. Køerne ved skrankerne kan de hoppe over og via security gå direkte til det ventende fly.

”Gæsterne på Sunwing Resorts er fortrinsvis børnefamilier. Ud over at de kommer enkelt og smertefrit til vores fly, gør det køerne kortere, så ’almindelig’ check-in af de øvrige går hurtigere og smidigere”, siger Jan Vendelbo.

Til vinter vil man også kunne slippe for check-in køer i lufthavnene på Gran Canaria og Tenerife. I hvert fald hvis man holder ferie på Sunwing Resort Arguineguín og Sunwing Resort Fañabé.

Skrevet af