SAS’ pilotforening vil ”stævne SAS ved civile domstole i Danmark for brud på virksomhedsoverdragelsesloven og for manglende opsigelsesvarsel,” siger pilotformand, Mogens Holgaard.
Piloterne er utilfredse med, at SAS har overflyttet dem fra konsortiet til de nationale selskaber, fx SAS Danmark, skriver Ritzau.
Sygemeldte SAS-piloter har de seneste dage været årsag til over en halv snes flyaflysninger.
Forståelsen for piloterne er til at overskue hos kollegerne. I læserbrev i Børsen, skrev formanden for Luftfartsfunktionærerne i SAS, Nicolas Fischer, tirsdag, at medarbejderne må erkende, at ledelsen koncentrerer sig om at drive en forretning uden sentimentale hensyn – og der står mange medarbejderes stillinger på spil, ikke kun piloternes.
I går kom det også frem, at op mod 100 af de over 600 danske SAS-piloter har adresse i udlandet. I særlig grad i Frankrig, der ikke har nogen dobbelt-beskatningsaftale med Sverige. Det betyder, at en overflytning til dansk ansættelse vil give et betydeligt skattesmæk. Mange piloter har også egen virksomhed, som påvirkes af flytningen, skrev Børsen.