- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Air Greenland overtager flyvninger for danske Arctic Travel Group

De tre danske turoperatører bag Arctic Travel Group – Albatros, Topas og Profil – har tabt millioner på deres første sæson. ATG’s direktør går af, Air Greenland overtager fra næste år al flyvning for ATG - og er måske på vej ind i ejerkredsen.

Det danske konsortium Arctic Travel Group, der tidligere i år overtog det grønlandske kystrederi Arctic Umiaq Line, sender fra næste år alle sine passagerer med Air Greenland.



ATG blev oprettet for at sikre fortsat drift af Arctic Umiaq Line. ATG købte rederiet af det grønlandske hjemmestyre, for næsen af bl.a. Air Greenland.



Arctic Travel Group betakkede sig for at bruge Air Greenland fra København. I stedet blev der lavet kontrakt med tjekkiske Smart Wings på ruten fra København, mens Air Iceland (ikke at forveksle med Icelandair) fløj gæsterne mellem Island og Grønland.



Men, konstaterer Arctic Travel Groups bestyrelsesformand, adm. direktør for Albatros Travel, Søren Rasmussen, så har ATG’s første sæson været en dyr fornøjelse. Der er tabt millioner, hvor mange ville han ikke sige i aftes på telefonen fra Nuuk.



”Men det er rigtigt, at Air Greenland overtager flyvningen af alle vore passagerer, mindst 7.000. Grønland har en meget kompleks infrastruktur. Det er svært at tjene penge, hvis man skal bruge mange penge på at konkurerre med et mere effektivt alternativ. Og Air Greenland er hamrende dygtige og professionnelle,” sagde Søren Rasmussen til Take Off.



På spørgsmålet om Air Greenland er på vej ind i ejerkredsen af Arctic Travel Group, sagde Søren Rasmussen. ”Lad mig sige det sådan: det har jeg ingen kommentarer til; der kommer nok en pressemeddelelse.”



På spørgsmålet om, hvorfor Arctic Travel Group fra sin start fravalgte Air Greenland – der tilbød samarbejde – og valgte andre flyselskaber, siger Søren Rasmussen:

”Direktøren for ATG mente det var nødvendigt at flyve selv. Det har vi nu revurderet – og det har medført, at han i dag er gået af som direktør for ATG.”



ATG’s direktør, Søren Andersen, var tidligere direktør for Arctic Umiaq Line.

Søren Rasmussen ønsker ikke at oplyse, om der er udnævnt en ny direktør for Arctic Travel Group.



I en pressemeddelelse onsdag oplyste Air Greenland, at Albatros Travel, Topas Adventure Group og Profil Rejser har indgået aftale med flyselskabet om helårlig befordring af selskabernes kunder på Air Greenlands ruter til og fra Grønland og indenrigs i Grønland.



”Det er aftalt at undersøge mulighederne for i fællesskab at udvikle de tilbud, der gives turisterne under opholdet i Grønland, ved at øge tilbud og kvalitet. Heri kan indgå incomingbureau og overnatningsfaciliteter,” hed det bl.a.



HB


Skrevet af