- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kendt erhvervsrejsebureau skifter ejer

Et af Danmarks største privatejede erhvervsrejsebureauer overtages af ledende medarbejder.

TopRejser med hovedkontor i Haderslev og bureauer i Sønderborg, Kolding og Esbjerg overtages af en gruppe ledende medarbejder. Det sker som led i et glidende generationsskifte. TopRejser har 28 medarbejdere.



TopRejser har de senere år gennemgået en større udvikling. For at sikre den ekspansive udvikling samt det nuværende kvalitetskoncept fortsætter med det nye ejerskab, forbliver den hidtidige ejer, Jens Rasmussen (foto) som adm. direktør de næste to år.



Den nye ejerkreds er nu underdirektør TopRejser, Michael Prehn Krabbe Skousen, direktør TopRejser Sønderborg, Henrik Jørgensen, personalechef og daglig leder af TopRejsers gruppe- og ferieafdeling, Dorthe Mathiesen, bureauchef TopRejser Haderslev, Mona Minke, bureauchef for TopRejser Esbjerg, John Gugolka, samt chefen for TopRejsers billetkontor, Karsten Frandsen.



”De ledende medarbejderes arbejdsområder dækker bredt i Top Rejser, den sammensætning gør, at bureauet vil være styrket på alle nøgleposter og som sådan have grundlaget for en unik position i rejsemarkedet, specielt forretningsrejser og grupperejser,” hedder det fra TopRejser.



TopRejser – et af Danmarks største full-service rejsebureauer – åbnede i 1979.



”Jeg er blevet 61 år, og vi har arbejdet på det her generationsskifte i flere år. Jeg ønskede TopRejser bevaret her i området med lokale ejere. Havde jeg solgt til et af de store erhvervsrejsebureauer, var der næppe gået mange år, før der ikke var noget lokalt tilbage,” siger Jens Rasmussen til Take Off og tilføjer:



“TopRejser er mit hjerteblod, og mange medarbejdere har været med i nærmest alle årene. Og det går godt for os, vi er ved at ansætte fire mere. Vi har mange kunder nye kunder – og mens de mere enkle flybilletter forsvinder fra os, så har vi masser af billetter når det er mere omfattende rejser med flere strækninger. Så vi har ingen krise.”



TopRejser omsatte i fjor for 130 mio. kr., en lille nedgang i forhold til forrige regnskabsår.



Mens ferieafdelingen står for 5 % af omsætningen er hovedparten af TopRejsers salg til erhvervsrejsende, herunder grupperejser.



Jens Rasmussen ønsker ikke at oplyse for salget af TopRejser til ledergruppen. “Men jeg glæder mig over at alle er med,” siger han.



TopRejser er en af de fire musketerer i det jyske samarbejde Rejsepartnerne som også tæller Holstebro Rejsecenter, Mangaard Travel Group og gruppens største aktør, Vejle Rejser.

Til sammen køber Rejsepartnerne flybilletter mm. for op mod 1 milliard kr. om året.



HB

Skrevet af