- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Annelise Dam Larsen gjorde MyPlanet stort

Historien om, hvordan MyPlanet blev et af Danmarks største rejsebureauer handler navnlig om Annelise Dam Larsen.

”Jeg er 50 år og har masser af energi, kraft og viden – så mon ikke der er behov for én som mig; jeg har bevist, hvad jeg kan,” siger Annelise Dam Larsen til Take Off.



Hun vil nu bruge tiden til at ”dygtiggøre mig,” men har ingen planer om eget rejsebureau.



Ekspansionen hos Myplanet har været til at føle på. Da Annelise Dam Larsen i 1979 startede som elev hos Benns Rejser (i dag MyPlanet) solgte bureauet rejser for 500.000 kr. til Australien og New Zealand – sidste år rundede koncernen en omsætning på 400 millioner kroner på de to rejsemål plus Canada og USA.



Annelise Dam Larsen var i 2001 gæst i Take Off-stolen og fortalte her bl.a.:

”Jeg er født i Haderup, en lille by mellem Holstebro og Viborg. Jeg blev student i Holstebro og ønskede efter 13 års skolegang andre perspektiver. Så jeg arbejdede et år på et slagteri. Det var meget rigt på menneskelig lærdom. Jeg så mange på mine egen alder uden udsigt til andet – det gav mig atter sulten efter lærebøger.”



”En Højere Handelseksamen gav smag for tal og økonomi, og jeg søgte at blive revisor, men det blev ikke til noget. Men jeg så annoncen i 1978 fra Vestjysk Rejsebureau i Holstebro, som søgte elev. Jeg fik elevpladsen. Den gang var der to afdelinger; Vestjysk Rejsebureau og Benns Rejser. I 1988 blev de lagt sammen til Benns Rejser.”



”Det har været en blanding af held, flid, at nogen tror på én, måske en portion intelligens samt lyst og drivkraft. Stifteren, Niels Jørgen Benn, var min mentor i mange år – og troede på mig. Jeg har kun været hos Benns. Det kan være en styrke og en svaghed, men jeg havde næppe fået større udfordringer ved at skifte job ti gange. Inden jeg var 30 år var jeg souschef i den individuelle afdeling. Siden: marketingchef, afdelingsleder, underdirektør, direktør og adm. direktør.”



Udnævnelsen som adm. direktør kom i april 1999, da Kilroy købte Benns.



HB

Skrevet af