- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tillæg og gebyrer gav halvdelen af Norwegians overskud

Næsten halvdelen af Norwegian overskud på 515 mio. norske kr. i sidste kvartal kom fra gebyrer og tillæg. Norwegian bestiller flere nye Boeing 737’ere.

Recepten på at drive overskudsgivende luftfart hedder ”Ancillary passenger revenue,” i hvert fald hos overskudsgivende lavprisselskaber som Easyjet, Norwegian og Ryanair. ”Ancillary passenger revenue” er indtægter fra direkte eller indirekte salg af ekstraydelser i tillæg til flybilletten.



Hos Norwegian handler det om betaling for bagage samt sædereservation. I tillæg til de annoncerede flypriser skal rejsende betale 60 kr. pr. indchecket stykke bagage pr. strækning samt 60 kr. per sædereservation.



”Det betyder ekstra 240 kr. på en returrejse med Norwegian, hvor der medbringes ét stykke bagage samt hvor den rejsende ønsker at sidde ved siden af en medrejsende kollega eller familie,” siger direktør Ole Kirchert Christensen fra Travelbroker.dk



Han har gransket Norwegians nye kvartalsregnskab, der viser, at posten ”ancillary passenger revenue” i 3. kvartal svarede til 79,50 norske kroner pr. passager, en indtægt på 244 mio. norske kr., hvilket svarer til over 47 % af selskabets nettooverskud i perioden. Det er samtidig en stigning på 41 % i forhold til samme periode året før – mens de ordinære billetindtægter kun steg 15 %.



Norwegian havde over tre millioner passagerer i 3. kvartal i år – næsten en halv million flere end tilsvarende kvartal i 2008. Omsætningen i 3. kvartal var 2,3 milliarder kroner, en vækst på 15 pct. Kabinefaktoren var 82 pct., den samme som 3. kvartal sidste år.



Som et led i selskabets ekspansion har Norwegian udvidet ordren hos Boeing med yderligere seks nye B737-800, så den totale ordre nu er 70. Flyene leveres frem til år 2014.

Skrevet af