- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Flyselskaber spinder guld på Atlant-ruter

De internationale flyselskaber oplever for tiden en markant optur på flyvningerne over Atlanten. Sommersæsonens generelt høje priser samt den udeblevne konkurrence fra lavprisselskaberne gør ruterne over oceanet endnu mere lukrative.
SAS er et af de selskaber, der nyder godt af interessen for at flyve over Atlanten: ”Vi oplever som alle andre, at USA-trafikken topper i sommermånederne, og derfor flyver vi også med helt fulde fly,” siger SAS’ koncernchef, Jørgen Lindegaard. At belægningsprocenten er høj har betydning for, at SAS oversøiske ruter igen kan blive lukrative.
Også de store amerikanske flyselskaber tjener godt på Atlant-flyvningerne. På disse ruter tjener selskaber som American United, Continental og Northwest i 2005 6,6 pct. mere pr. passager for hver tilbagelagt kilometer. Til sammenligning er indtjeningen på indenrigsruterne kun steget 1,1 pct. i 2005.
Til trods for de gode indtjeningsmuligheder på Atlant-flyvningerne har Sterling netop skrinlagt planerne om at åbne lavprisruter til USA. Det sker, fordi opgaven med at sammenlægge Maersk Air med Sterling er for stor til, at Sterling også samtidig kan arbejde på lavpriskonceptet over Atlanten.
(Berlingske Tidende, 7/7)

Skrevet af