- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lukker svensk rute til København

3. december lukker svenske Skyways mellem Jönköping og København pga. passagermangel.

SAS-partneren Skyways lukker 3. december betjeningen mellem Jönköping og Københavns Lufthavn – byen ligger cirka mellem København og Stockholm. Men passagererne foretrækker at køre til nærliggende Gøteborg, Sveriges næststørste by, og flyve derfra.



”Det er en trist historie at vi ikke har kunnet få flere passagerer på ruten – vi har endda sænket billetpriserne 20%, indført et nyt fleksibelt billetkoncept og fordoblet antallet af Eurobonuspoint,” siger Skyways vicedirektør Mikael Wångdahl. Skyways har fire returflyvninger på hverdage mellem Jönköping og CPH.



Lufthavnen i Jönköping er ærgerlig over at miste ruten – lufthavnens fremtid kan være i fare pga. stadig færre passagerer og underskud.



Tidligere lukkede de svenske jernbaner, SJ, hurtigtoget fra Jönköping til Københavns Lufthavn, også pga. for få passagerer – faktisk var der kun fem i gennemsnit, oplyser Flygtorget.se



I sommer lukkede Skyways ruten fra Vesterås til Københavns Lufthavn, men den flyver Cimber Air nu på vegne af SAS.

Skrevet af