Svenskerne svigter landets museer, efter at der nu skal betales entre.
Vores svenske naboer går gerne på museum, men helst hvis det er gratis.
Kulturministeriet i Stockholm har netop opgjort tallet for besøgende på de svenske, nationale museer sidste år, og det viser sig, at antallet af museumsgæster er faldet med 20 pct. Det falder sammen med, at de 19 nationale museer i 2007 begyndte at tage entre fra de besøgende.
Ifølge ministeriets tal besøgte 6,5 mio. gæster i fjor de 19 museer. I 2006, da det var gratis, fandt otte millioner besøgende vej til museerne. Betalingen blev indført af den nye borgerlige regering to år efter, at den tidligere socialdemokratiske regering havde droppet entréen i et forsøg på at trække flere gæster til.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 11. januar, 2008)