- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejsebureau lukker i København

Hjem til Århus! Bureauchefen for Check Point Travels to år gamle kontor i København vil tilbage til Århus. Derfor lukkes københavner-kontoret nu.

1. oktober lukker århusianske Check Point Travel sit kontor i ”Buen” i København; bureauchefen Line Vad Meldgaard vil tilbage til Smilets By. Kontoret har haft fire ansatte, de tre andre er hhv. kommet ind på et ønskestudie, er gået på barsel og fået job i et andet rejsebureau.



”Check Point har mange gode og kreative medarbejdere som vi vil gøre meget for at holde på. Så da Line, som er vor ekspert på Asien, for to år siden ville til København, besluttede vi at åbne i København for at holde på hende,” siger bureauets salgs- og billetchef Finn Breum til Take Off Weekly.



Når Line Vad Meldgaard vender tilbage til Århus betyder det, at bureauets Asien-afdeling også får til huse her med tre-fire medarbejdere.



Check Point’s 30 medarbejdere omsætter årligt for små 70 millioner kroner og sender sine 12.000 gæster ud i hele verden – med undtagelse af Australien og New Zealand; der er ingen ambitioner om at konkurrere med MyPlanet.



Til gengæld, siger Finn Breum, er CPT største danske rejsebureau på Cuba med over 1.000 gæster i år – Kuoni/Apollo er dog største charterbureau med 4.000 danske gæster til Cuba i år. Ikke mindst Latinamerika er CPT stærke på, bureauet er således teknisk arrangør af rejser for Dansk-Latinamerikansk Venskabsklub.



Blandt nyheder fra Check Point er kommende Sydafrika- og Kina-kataloger.



Check Point, en af provinsens største ferierejsebureauer, overtog sidste år det mindre rejsebureau Master Travel i Randers. Check Point har otte år på bagen – alle med overskud.

Skrevet af