Drop den jantelov
Karsten Madsen græmmer sig over den danske nationaldisciplin ”misundelsen”
Ikke uden grund er Janteloven dansk, om end først formuleret af en nordmand, der berigede den danske kulturskat gennem sit forfatterskab.
Vi tolererer succes, høj levefod og store økonomiske gevinster, når de tilfalder excentrikere som Simon Spies, Tjæreborg-præsten og Lars Larsen. De må godt have held i sprøjten for de bidrager til den folkelige underholdning. Sportsstjerner – f.eks. fra forboldlandsholdet, golfbanerne eller badmintonhallerne – må også gerne tjene millionbeløb og få bonus for en eftermiddags indsats på et solbeskinnet stadion i Italien , der svarer til et efterlønsægtepars årlige indkomst.
I pressen er store indkomster ved sportslig kunnen en succes.
Når det er dygtigt management er det forargeligt. Vinklen, der udstiller den grådige erhvervsmand, står på avisens forside. I sportstillægget langt tilbage i avisen kan vi glæde os over, at en dansk landsholdsreserve er solgt fra en middelmådig tysk klub til en spansk bundklub for 60 mio. kroner.
To af de mest fremsynede erhvervsfolk, CPH-direktør Niels Boserup og FCK-formand Flemming Østergaard, kan virkelig mærke deres landsmænd mangel på storsind.
Takket være statens indflydelsesløse og problematiske delvise ejerskab af CPH står folketingsmedlemmer i kø for at lufte, at de i hvert fald er forargede over, at CPHs direktion har bonusaftaler, som man ellers kan finde overalt i dansk erhvervsliv.
Endnu et eksempel på, at så længe staten helt eller delvis ejer danske virksomheder, er der en pipeline åben hele døgnet til politisk vrøvl og personlige markeringer via spørgsmål til ministrene og meninger i nyhedsudsendelsernes bedste sendetid.
Hvis man ikke kan lære andet af forargelsen over Niels Boserup og hans kollegers bonusforhold, har man dog fået endnu et bevis for det dybt uhensigtsmæssige i at finansministeren har en part af aktierne i en virksomhed drevet på kommercielle vilkår.
Den anden, der har fået svirp med jantes pisk, er såmænd Flemming Østergaard, hvis foretagsomhed har ændret den nedslidte og livsfarlige Københavns Idrætspark til ære og værdighed som Parken, der udover fodbold også giver rammer til en perlerække af kulturelle oplevelser.
FCK er blevet ført frem – sportsligt og forretningsmæssigt – og banker i dag kraftigere og kraftigere på døren til den egentlige europæiske elite. Sejre over Celtic, Manchester United ogAjax – og uafgjort mod Benfica fortæller en del om, at det er mere end mundsvær.
Nu vil Østergaard skabe endnu en arena til topsport og underholdning.
Nogen multiarena er det ikke. Den skal lægges et andet sted. Og idrætsledere, der selv har haft snablen nede i de offentlige kasser for at finansiere breddeidrætten, fremtræder pludseligt helligt forargede over, at aftalen mellem FCK-bossen og overborgmester Ritt Bjerregaard også rummer kommunale forpligtelser, der med god vilje udlægges som kommunale tilskud.
Østergaard har kun tanke for at tjene penge, lyder det fra DGI.
Jamen dog, findes der et værre motiv? Næppe set fra den politiske venstrefløj.
Det kan godt være, at Don Ø er blevet milliardær.
Men til gengæld har han skaffet meget store oplevelser til sin by, sikret en enorm omsætning og i hvert fald 3500 arbejdspladser.
Lad nu ikke initiativrige menneskers drivkraft blive stoppet af den kendte smålighed.
Det er enerne, der bærer verden videre. Vi skal glæde os over, at vi har dem – på de bonede gulve, scenen eller grønsværen.
I København burde kræfterne samles om at sikre, at det idrætscentrum, som kulturborgmesteren omtaler på Østerbro, bliver realiseret. Og der alligevel viser sig resurser til at virkeliggøre det grundlæggende projekt: en rigtig multihal på Amager med internation kapacitet til tilskuere.
Det har ikke kun idrætslivet glæde ved. Det har den københavnske turisme sandelig også.