- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Aarhus vært for mødeplanlægger mekka

TURISME: Den 7. november lægger Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus lokaler til stort træf, hvor mødeplanlæggere fra organisationer og virksomheder kan speedmøde med over 30 mødesteder fra hele landet.

TURISME: Den 7. november lægger Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus lokaler til stort træf, hvor mødeplanlæggere fra organisationer og virksomheder kan speedmøde med over 30 mødesteder fra hele landet.

Mødet foregår på Radisson Blu Scandinavia Hotel, som ved samme anledning vil vise de ansvarlige for mødeafholdelse, hvordan man afholder kongresser med op til 2.000 deltagere i Aarhus.

Aarhus har oplevet en stigende interesse for afholdelse af møder og konferencer de senere år. Den 7. november bliver Aarhus værtsby for et stort fagligt træf, som trækker mødesteder fra hele landet til, og giver mødeplanlæggere mulighed for at se, hvad mødebranchen formår netop nu. Over 30 danske mødesteder vil være repræsenteret for at vise, hvad man hver især kan byde ind med, når det gælder afholdelse af møder.

Det såkaldte MødeMekka er bygget op over speedmøder, hvor mødeplanlæggere og udbydere på 15 minutter får indtryk af, hvad virksomheden og udbyderen af mødelokaler m.v. kan udrette sammen. Det er ikke tilfældigt, at dette arrangement holdes på et hotel, som forhåbentlig kan tiltrække mange kongresser og konferencer til byen.

Faglig inspiration

Ud over nogle timer med speedmøder består MødeMekka også af faglig inspiration. Den leveres i Aarhus af brødrene Arne og Brian Nielsson, der begge er tidligere topatleter med både verdensmesterskaber og OL-medalje i bagagen. Dagens emne handler om at nå ambitiøse mål uden at gå ned med stress.

MødeMekka den 7. november er et ud af fire årlige MødeMekkaer for professionelle mødeplanlæggere, som arrangeres af Kursuslex, der ud over denne type af arrangementer også står for den årlige Møde & Eventmesse i Bella Center i København. Derudover er der planlagt messer i Jylland og i Sverige.