- STANDBY.DK - https://standby.dk -

MyTravel og Novasol i samarbejde

19.000 Novasol-ferievillaer kan fremover bookes hos MyTravel Tango


To af de store spillere på feriemarkedet, MyTravel Tango og Novasol, har indledt et samarbejde omkring udlejningen af Novasols ca. 19.000 ferievillaer og huse i 16 lande. Novasol, der er Europas største feriehusudlejer, havde sidste år ca. 600.000 gæster – heraf lidt over 200.000 danskere. Fremover vil ferieboligerne kunne bookes online via MyTravel Tangos webside.

Derved får gæsterne selv mulighed for at pakke den endelige ferierejse med flybilletter og billeje. Vælger gæsten kør-selv-ferie, kan hotelovernatninger undervejs også bookes online på MyTravel Tangos hjemmeside, og man kan vælge mellem flere tusinde hoteller.

Danskernes opholdslængde i de ofte sydeuropæiske ferieboliger ligger i gennemsnit på 2 uger, og øjeblikkets mest populære lande er Italien, Frankrig og Spanien. Favoritområderne i de tre lande er følgende: Toscana og Gardasøen i Norditalien, Bretagne, Provence og Côte d’Azur for de frankofile og Costa Brava, Costa Dorada og Costa Blanca for de, der sværger til Spanien.

Skrevet af