- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Forretningsrejser falder måske op til 10 procent i år

Ved forårets generalforsamling træder Danish Business Travel Associations formand de sidste fire år, Dorthe Berg Henriksen, tilbage.

Cowi’s Travel Manager, Dorthe Berg Henriksen (foto), afløste Novo Nordisks Travel Manager, Jens Liltorp, som formand for DBTA. Og efter fire år i formandsstolen har hun valgt at træde tilbage ved forårets generalforsamling i DBTA. Der er endnu ikke sat dato på generalforsamlingen.



”Jeg har haft fire gode år som formand for DBTA, hvor der er sket meget, jeg har lært meget om denne fantastisk spændende og farverige branche,” siger Dorthe Berg Henriksen til Take Off og tilføjer:



”Vi har været meget i medierne og vi har fået mange nye medlemmer.”



DBTA har i dag knap 100 medlemmer, ligeligt fordelt mellem Travel Managers i de store danske virksomhed og leverandører som flyselskaber, hoteller osv.



Firmaerne i DBTA bruger årligt ca. 1,5 milliarder kr. på rejseydelser.



Dorthe Berg Henriksen siger, at selvfølgelig kan også mange af DBTA’s medlemmer mærke krisen. Mens nogle melder om uændrede eller endda stigende rejsebudgetter i år, må andre skære ned. Hun gætter forsigtigt på, at der i år bliver en samlet nedgang på 5-10 % i rejsebudgetterne blandt DBTA’s medlemmer i år.



Dorthe Berg Henriksen er uddannet merkonom med en stor pose tillægskurser oven i, bl.a. inden for jura. Hun har været indkøbschef i snart 25 år i bl.a. skibsbranchen og Siemens (Regnecentralen). I efteråret 1999 kom hun til Cowi som ingeniørfirmaets første indkøbschef, hvor hun bl.a. har rejseafdelingen under sig.



Dorthe Berg Henriksen interesser spænder vidt; udover familien dækker den også motorcykler, dykning og bøger.





HB


Skrevet af