- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Så har den første million fløjet med Singapores megabamse

16 måneder efter Singapore Airlines tog sin første Airbus 380 i brug, har den første million passagerer nu fløjet med dobbeltdækkeren. Singapore Airlines reducerer i øvrigt sin kapacitet.







Den 25. oktober 2007 fløj Singapore Airlines for første gang en kommerciel passagerflyvning med A380 – fra Singapore til Sydney.



Og forleden havde én million passagerer fløjet med det store fly. Et engelsk ægtepar blev udpeget som de, der rundede millionen. De fik nyheden i London Heathrow inden afgangen til Singapore.

De blev upgradet til Singapore Airlines’ berømte business class og fik en mindre gaveregn over sig med tre overnatninger i Singapore på det berømte Raffles Hotel, fine middage, spa-behandling og udflugter i byen.

Efter opholdet i Singapore skal ægteparret til New Zealand for at fejre, at de begge i denne måned runder de 60 år.



Alle passagererne på flyet med million-passagererne fik serveret gratis champagne på flyet.



Singapore Airlines’ foreløbig seks Airbus 380 flyver dagligt fra Singapore til Sydney, Tokyo og to gange om dagen til London.

Fra juni indsættes flyet også til Paris. Indtil videre har Singapore Airlines fløjet over 24.000 timer på 2.400 flyvninger. I alt har Star Alliance-medlemmet bestilt 19 eksemplarer af kæmpejumboen, som hos Singapore Airlines har plads til 471 passagerer på tre klasser.



Men Singapore Airlines kan også mærke den internationale krise. Det får fra april selskabet til at reducere sin samlede kapacitet 11 % og 17 fly tages ud af drift.

Skrevet af